Musikvideo, visualiseret kortfilmsudgave af oftest et pop- eller rocknummer; skabes og benyttes i reglen til lancering af en ny cd i ungdomsmusikprogrammer på tv, især musik-tv-kanalen MTV. Den korte musikfilm opstod med lydfilmen, og fra 1930'erne viste biograferne før og efter spillefilmene kortfilm, hvor radioens musikstjerner opførte et nummer. Dette blev fra 1950'erne videreført af tv's musikprogrammer, enten live med gæster i studiet eller med filmede indslag i top 20-programmer, hvor det første i Danmark var Otto Leisners Pladeparade (1957-63). Den moderne musikvideo vandt udbredelse i 1980'erne sammen med kanalen MTV.

Foruden af rockgruppernes fantasifulde koncertshows er musikvideoen inspireret af reklamefilm, rockmusicals og undergrundsfilm som fx Frank Zappas syrerock-videofilm 200 Motels (1971). Som populærkulturelt sidestykke til kunstvideoen skabte musikvideoen en egen postmodernistisk æstetik med et visuelt fantasirum, som igen har påvirket reklamefilm og spillefilm; adskillige filminstruktører, fx Lars von Trier, har vekslet mellem de tre medier. Blandt de mest originale udøvere står Michael Jackson, hvis visuelle stil er blevet lige så vigtig som hans musik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig