A-pressen, aviser udgivet af aktieselskabet A-Pressen - Fagbevægelsens Presse (indtil 1972 Den Socialdemokratiske Presse i Danmark).

A-pressen blev grundlagt af en række københavnske fagforeninger, der fra 1876 til 1960 udgjorde "de som ejere og udgivere af dagbladet Social-Demokraten kontraherende foreninger". Indskyderkredsen forblev snæver og var hovedsagelig begrænset til de faglærte forbund i København.

Efter oprettelsen af datterblade i provinsen var lokale bladudvalg og Socialdemokratiet dog repræsenteret i den kontrolkomité, der centralt dirigerede A-pressen. I 1960 overgik A-pressen til A/S Den Socialdemokratiske Presse. Fagbevægelsen har siden 1942 bidraget afgørende til avisdriften gennem medlemsbidrag via LO.

A-pressens formål var at udgive dagblade, der var talerør for Socialdemokratiet; de vigtigste var Social-Demokraten (fra 1959 Aktuelt) i København og Demokraten i Aarhus. Dertil kom et vidtforgrenet net af lokale dagblade. I perioden 1960-75 halveredes A-pressens oplag, og en relancering af Aktuelt som Det fri Aktuelt i 1987 rettede ikke afgørende op på udviklingen.

I 1994 lukkede A-pressen de sidste tilbageværende provinsdagblade (Bornholmeren og Ny Dag), samtidig med at LO overflyttede medieaktiviteterne til især nyhedstjenester og elektroniske medier. I 2001 lukkede også Aktuelt.

Selskabet A-pressen fortsatte de øvrige medieaktiviteter med især de internetbaserede nyhedstjenester Nyhedsbureauet Newspaq og MediaWatch og købte 30% af aktierne i gratisdagbladet metroXpress ved dettes start i 2001; efter den selskabsmæssige fusion mellem metroXpress og 24timer i 2008 ejede A-pressen 24,5%, indtil de to blade i 2012 blev overtaget af den schweiziske mediekoncern Tamedia.

Se også partipresse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig