Avis, trykt, periodisk massemedie med et almen-aktuelt indhold, der meddeler et bredt publikum den senest tilgængelige viden om begivenheder i udland, indland og lokalsamfund; omfatter desuden forløbere for den moderne avis samt ikke-periodiske udgivelser som fx valgaviser, men ikke andre daglige periodika eller annonceblade mv.

Faktaboks

Etymologi
Ordet avis kommer af fransk, af latin ad- og visum 'syn', afledn. af videre 'se', egentlig 'syn på, anskuelse'.

Avisen bringer nyt om alle slags vigtige og opsigtsvækkende begivenheder med tilhørende billeder, baggrundsstof og meningsytringer; desuden offentlige bekendtgørelser, betalte annoncer, praktiske oplysninger, hobby- og billedstof samt underholdende og oplysende stof.

Avisens redaktion bearbejder løbende nyt fra nyhedsbureauer, korrespondancebureauer, korrespondenter og udsendte reportere, mens andre medarbejdere skriver kommentarer, anmeldelser, causerier mv. Når dette stof er godkendt af redaktørerne, bliver det trykt i dagens avis sammen med annoncer. Avisen drives normalt som en markedsbaseret erhvervsvirksomhed, hvis indtægter dækkes dels ved salgsindtægter, dels ved annoncer.

En selvstændig avis (hovedblad) har egen redaktion af hele stoffet uanset evt. ejerfællesskab med andre aviser, normalt også separat trykkeri; en lokaludgave (aflægger) har derimod det meste stof fælles med et hovedblad og kun eget lokalstof.

Verdenspressens fremkomst 1600-1840

Roms og Kinas kejsere lod udsende håndskrevne officielle kundgørelsesaviser for 2000 år siden, men egentlige nyhedsaviser opstod først i Europa i 1500-t. Fyrster og storkøbmænd abonnerede på brevaviser, mens bogtrykkere på markeder solgte flyveblade om tidens sensationer. Da man fik ordnet postgang, forenedes de to typer til trykte, ugentlige nyhedsaviser, som bredte sig gradvis fra Nederlandene (1605) og Sydtyskland (1609) til alle Europas hovedstæder samt Boston (1704). De udkom snart to gange ugentligt med fire til otte sider i lille format med især krigs- og hofnyt taget direkte fra fremmede aviser, bekendtgørelser og enkelte annoncer samt efterhånden lidt handels- og lokalstof fra byen selv. Enkelte tidsskrifter fik lov til at bringe friere opinions- og kulturstof; dette gjaldt dog ikke aviser, som var underlagt statens tilladelse (udgivelsesprivilegier) og var under direkte censur.

Analfabetisme, fattigdom og statskontrol bevirkede, at aviserne stod i stampe med små oplag i 150 år. Bedre gik det kun i Holland og Hamburg. Nybruddet skete i England; her blev censuren ophævet i 1693, pressesager kom for nævningedomstole fra 1792, og det blev tilladt at referere parlamentsmøderne. De frie engelske aviser tog da fat på mange nye emner og udkom snart hver dag. Et par af dem blev i kraft af kvalitet og selvstændighed magtfulde institutioner, bl.a. The Times (grdl. 1785). Fra revolutions- og krigsårene omkring 1800 fik også andre storbyer brede og politisk aktive nyhedsaviser efter engelsk mønster. Men det gik langsomt, da censuren var stram op til 1840'erne, og de fleste borgere forblev fattige og politisk passive.

Avisens industrialisering 1840-1914

En vending varsledes i 1830'erne, da James Gordon Bennett (New York) og Émile de Girardin (Paris) viste, at oplag over 30.000 kunne nås ved drastisk prisnedsættelse samt popularisering i form af romanføljetoner og sensationshistorier. Medvirkende var, at den brede befolkning i denne periode lærte at læse, fik valgret og tredoblet realløn. Samtidig blev papirproduktionen billigere med brugen af træslib og cellulose som råstof i stedet for klude, og trykketeknikken revolutioneredes med hurtigpresse (1811), stereotypi (1829), rotationspresse (1863), rasterkliché (1882) og sættemaskine (1886). I perioden 1840-1920 tyvedobledes avisernes samlede oplag, og deres indtægter, stofmængde og betydning steg kraftigt. De spredtes til de fjerneste provinser, som fik egne blade, og til næsten alle hjem, som nu kunne vælge mellem aviser af vidt forskellig pris, smag, emnevalg og politisk farve.

Aviserne kunne sendes hurtigt ud med tog og dampskib — nyheder med telegram og telefon, bl.a. via telegrambureauer. Vigtig for avisens udbredelse var ikke mindst den professionelle journalist med øgede muligheder for at opsøge, vælge, skrive og præsentere nyheder og andet stof for et massepublikum fra dag til dag i genrer som reportage, referat, interview, leder og portræt. Storbyerne havde gedigne nyheds- og opinionsaviser for eliten, kvalitetsaviser som The Times, The Morning Post og Daily Telegraph (London), Journal des Débats og Le Temps (Paris), Vossische Zeitung, Berliner Tageblatt og Frankfurter Zeitung (Tyskland), New York Times, New York Herald og New York Tribune.

Billige sensationsaviser nåede de helt store oplag på op mod en halv mio. og gav en række bladkonger rigdom og magt: J. Dupuy i Paris, Brdr. Ullstein i Berlin og A. Harmsworth (lord Northcliffe) i London. Harmsworth fik millionoplag både på Daily Mail (grdl. 1896) og Daily Mirror (grdl. 1903) ved at benytte den slagkraftige, amerikanske form for journalistik. Den var skabt af J. Pulitzer (New York World, 1883-1911), som bevidst appellerede til følelser mere end fornuft og lagde vægt på politistof, social nød og kampagnejournalistik. Fra 1895 blev den rendyrket af W.R. Hearst til en skarp, såkaldt gul presse med ekstra vægt på kriminalitet, personangreb og tegneserier.

Metoderne smittede af på især Europas storbyaviser, men selvom disse også blev solgt uden for byerne, vandt de mange lokalaviser i USA (2000) og Tyskland (3500) dog de fleste læsere ved at samle sig om det roligere lokale nyhedsstof. Mange lokale aviser blev organ for et af de politiske partier, som fra omkring 1880 vandt massetilslutning. I lands- og storbypressen fik regulære partiorganer ikke samme indflydelse bortset fra i små lande som de nordiske og til dels i Tyskland; både kvalitetsaviser og populæraviser foretrak i reglen at stå frit.

Avisernes stærke vækst i Nordamerika og Nordvesteuropa byggede på stor pressefrihed. Denne stod svagere i Tyskland, og i næsten alle andre lande, inklusive Østrig-Ungarn og Rusland, greb staten dybt og ofte ind med censur og forbud. I Øst- og Sydeuropa læste de færreste avis. Dette gjaldt ligeledes i resten af verden bortset fra Japan. Men presserevolutionen øjnedes overalt.

Krig, konkurrence og diktatur 1914-45

Avisernes vækst accelererede 1914-19, mens de med eller mod deres vilje stod i statens og krigens tjeneste. Men et tilbageslag fulgte, og de følgende 20 års barske konjunkturer gav mange af dem problemer; en del ophørte, og kun få nye kom til. På et mættet marked konkurreredes der knivskarpt om både annoncer og læsere, som blev hvervet ved reklamer og præmier samt revolverjournalistik og store overskrifter. En ny type formiddagsavis i halvformat (40×27 cm, tabloidformatet) slog an i storbyerne med sensationsreportage, billeder, tegneserier, sport, sex og kriminalitet. Millionoplag blev opnået både af New York-pioneren Daily News (grdl. 1919) og af de nye og ældre aviser, der efterlignede den i stil og indhold, i 1930'ernes Europa bl.a. Daily Mirror (London) og Paris Soir. Der var tillige stadig medvind for de største populære morgenaviser, som brugte populærpressens journalistik i moderate doser sammen med solidt nyhedsstof: Daily Express og Daily Herald (London), Berliner Morgenpost, Le Petit Parisien mfl. Men ikke alle kunne konkurrere på solonyheder, fotos, egenreklame og fjerndistribution, og mange mindre aviser gik ned. Der var imidlertid stærk vækst for de bladkæder, som så småt havde vist sig fra ca. 1900. I USA ejede W.R. Hearst i 1935 26 aviser, der tilsammen stod for 15 % af salget; 63 aviskæder havde i alt 328 aviser og 44 % af salget. I Storbritannien lå 71 % af avissalget i 1937 hos seks koncerner. I Tyskland havde tre til fire partier samt den konservative industrimand A. Hugenberg magt over mange aviser, både som ejer og via annonce- og nyhedsbureauer.

Med nationalsocialisternes fremgang ændrede forholdene sig i Tyskland. I 1932 havde nationalsocialisterne 59 partiaviser (3 % af oplaget), i 1944 havde de 200, dvs. 33 %. Hovedorganet Völkischer Beobachter (1920-45) blev med 1,2 mio. eksemplarer landets største. Man tvang gradvist de fleste uafhængige aviser til at lukke eller sælge til nationalsocialisternes Eher-Verlag, som i 1944 sad på 82 % af oplaget. Politisk var styringen endnu strammere: Kun medlemmer af de nazistiske fagforbund kunne skrive i pressen, og de fik dagligt direktiver fra Propagandaministeriet, som fra 1933 styrede alle nyhedstelegrammer fra nyhedsbureauet DNB (Deutsches Nachrichten Büro). Den helt ensrettede presses oplag stagnerede dog, og nazisterne foretrak massemøder, plakater, film og radio som medier for deres propaganda.

I Italien tvang fascisterne fra 1922-25 alle pressefolk ind i et professionsregister, der ligesom nyhedsbureauet (Stefani) var statsstyret, men hverken deres egne aviser, anført af Il Popolo d'Italia (1914-45), eller radioen fik totalt greb om opinionen. Det samme gjaldt mellemkrigsårenes andre diktaturer i Øst- og Sydeuropa, inklusive Portugal samt Spanien under Franco (1936/39-75); censur og politiovergreb hindrede regeringsfjendtlig information, men kunne ikke sikre mobiliserende ensretning.

Ensretning opnåede til gengæld kommunisterne i Sovjetunionen. 1917-18 lukkede de alle andre aviser end partiets egne. Tilbage blev partiorganet Pravda (grdl. 1912), der havde lokaludgaver overalt, samt de aviser, der blev dirigeret via Sovjetstaten (Izvestia), ungkommunisterne (Komsomolskaja Pravda), fagforeningerne (Trud), hæren, unionsrepublikkerne osv. Alt stof kontrolleredes i detaljer af partiets agitprop-sektioner, og det journalistiske initiativ visnede. Statsbureauet TASS (1918-25 kaldet ROSTA) havde desuden monopol på telegramnyt. Med partiets indre ensretning 1921-28 forsvandt al debat- og informationsfrihed under en retsløs meningsterror i Stalins tid. Fra 1953 blev styringen mere lovbunden og rationel, men ikke mindre total, og før Sovjetstatens sammenbrud 1988-91 gav kun illegale skrifter et alternativ. Grundstrukturen overførtes 1945-49 til Østeuropas otte "folkedemokratiske" satellitdiktaturer — med kun beskeden plads til organer for et par magtesløse borgerlige støttepartier. Fra 1948 kunne mønsteret delvis genfindes i Kina og andre asiatiske kommuniststater. I Jugoslavien, hvor telegrambureauet TANJUG var ret åbent udadtil, var ensretningen mindre, men egentlig opposition kom heller ikke her til orde.

I 1939 var der kun pressefrihed i Storbritannien og de fire hvide dominions (Australien, Canada, New Zealand og Sydafrika), i Frankrig, USA samt ti småstater i Nordvesteuropa og tre i Latinamerika. 1944 var den også borte i seks af disse stater og indskrænket i de øvrige, som bekæmpede spionage og tysk radiopropaganda med nyhedscensur og modpropaganda.

Genopbygningen af den frie presse efter 1945

1944-45 blev aviserne atter frie i Vesteuropa, dog først efter en udrensning af kollaboratører, der ændrede strukturen i flere lande.

Frankrig forbød 1944-47 aviser, der var udkommet under tysk styre. Deres pladser blev overtaget af 200 hidtil illegale aviser, de fleste helt nye opinions- eller partiaviser. Halvdelen ophørte dog i de følgende 15 år. De øvrige faldt ind i roller efter de aviser, der var ophørt i 1944: billedavisen France-Soir (efter Paris-Soir), omnibus-morgenbladet Le Parisien Libéré (efter Le Petit Parisien), eliteavisen Le Monde (efter Le Temps) osv. Kun få af de gamle aviser kom på trods af forsøg på det selv tilbage, og alle med nye ledere. I provinsen trængte 20-30 store og halvstore regionale aviser både Pariseraviserne og de små lokale aviser tilbage. Den nye struktur gav en sundere økonomi og mindre afhængighed af subsidier end før krigen.

Det skete ikke i Italien. Her blev aviserne frie i 1945, men oplag og indtægter var små, så kun 40-50 aviser med monopol i hver deres region kunne leve ved egen hjælp. Selv eliteaviserne Corrière della Sera (Milano) og La Stampa (Torino) samt partiorganerne fik tilskud fra industrien som tidligere.

Mest radikalt ændredes tysk presse. Ikke udelukkende i Sovjetzonen (DDR), men også i Vesttyskland. Før aviserne i 1949 blev givet fri i den nye Forbundsrepublik, havde 140 nye aviser med "licens" fra de tre besættelsesmagter vundet overmagt i hver sin region, og hovedparten af de 500 ældre aviser, som genetableredes 1949-53, fik som lokalaviser kun en mindre del af oplaget. Også forsøgene på at genrejse regulære partiorganer slog fejl. Til gengæld fik man nu virkelige landsaviser oven i de lokale og regionale aviser, dels fire til fem eliteaviser (Frankfurter Allgemeine Zeitung, Die Welt, Süddeutsche Zeitung mfl.), dels den store populære boulevardavis Bild-Zeitung med et oplag på 3 mio. Det var en ny og stærkere presse, men den var præget af monopoler, da 35 % af oplaget lå hos én koncern, Springerkoncernen, og resten hovedsagelig hos aviser med regionalt monopol.

Samme problem oplevede Japan, hvor aviserne i teknik, organisation og oplag var foran alle andre efter 1945, men domineredes af tre til fire store bladhuse, bl.a. Asahi Shimbun (6 mio.).

Med diktaturernes fald i 1945 voksede pressefrihedens område altså stærkt inden for de højtudviklede lande. Også nyhedsbureauerne blev friere og var nu oftest ejet af aviserne selv. De blev mere effektive under en blanding af praktisk samvirke og konkurrence, især mellem USA's verdensbureauer AP og UPI, Reuters i Storbritannien og AFP i Paris. Samtidig betød dog den kolde krig, at stormagtsregeringerne opretholdt propagandabureauer og anden påvirkning af nyhedsstrømmen. Indadtil satte bureaukratisering og korridorpolitik nye grænser for informationsfriheden, selvom den ca. 1970 understøttedes af nye love om offentlighed i forvaltningen. I Vesten har pressefriheden således også efter 1945 været et stridsemne. I de fleste af Asiens og Afrikas nye stater blev den enten helt ophævet eller stadig krænket med censur og overgreb som i det meste af Latinamerika. Pressefriheden indgik 1948 i FN's menneskerettighedserklæring, men har ikke kunnet håndhæves over for medlemsstater med diktaturregimer.

Verdenspressens nutidsproblemer

Fra ca. 1950 har industrilandenes aviser mødt svære materielle problemer, først med prishop på avispapir, siden mere dybtgående. Da radio og især tv har taget publikums tid og opmærksomhed, stagnerede det totale avisoplag; fra ca. 1970 gik også annoncerne til tv og andre trykte medier. Mange er helt holdt op med at læse avis. Som kilde til viden om samfundsforhold og som politisk forum har tv overtaget avisens førsteplads, dog ikke i de bedre uddannede socialgrupper. Også i mange ulande stagnerer pressen.

Fremstillingsteknikken, som før 1914 havde været avanceret, stod i stampe, indtil man fik offsettryk og skærmsats i 1970'erne. Som industri plagedes avisen af lønstigninger og svære strejker, og forstærket indbyrdes konkurrence pressede omkostningerne op. Alle lande oplevede bladdød og koncentration om større aviser og i større koncerner. Truede var især lokalaviser, som ikke var størst i eget område, partiorganer og storbyaviser uden klar læserprofil.

De forskellige avistyper har haft forskellige vilkår. De millionstore populære sensations- og billedtabloidaviser voksede stærkt op til 1970'erne, men gik så helt i stå. Det er især deres publikum, som er holdt op med at læse avis. Langt bedre går det nu for eliteaviserne og især erhvervsaviserne. De har alle forholdsvis høje driftsudgifter, men også store annonceindtægter; de har ret beskedne oplag, men et fast greb i publikum, der vokser og stadig foretrækker avisen frem for andre medier.

Geografisk er billedet broget og uensartet. I Japan og Storbritannien har landsdækkende aviser stadig dominansen; de lokale aviser har kun små nicher. Andre steder har store regionale aviser fået overtaget, fx i Frankrig, Italien og Tyskland, selvom både boulevard- og kvalitetsblade har nogen landsdækning. Det regionale eller lokale præg, som i høj grad beror på annonceringsmønstre, er endnu stærkere i USA. Her er der navnlig skudt forstadsdagblade op omkring de største byer, og nok er der stærke landsaviser, især New York Times, Wall Street Journal og fra 1982 USA Today, men de dækker under 10 % af publikum.

Pressens magt og ansvar

Mere end ved forskydninger mellem bladtyperne har opinion og politikere hæftet sig ved de magtmonopoler, der kan ligge i en koncentration. Dette har uden held været drøftet af kommissioner i mange lande; først af den privatfinansierede Hutchinskommission i USA (1947) og af Royal Commission on the Press (1947-49) i Storbritannien, hvor arbejdet blev gentaget 1962 og 1977, siden bl.a. i Tyskland og i Norden. For at sikre en politisk flerstemmig presse har Sverige, Finland og Norge fra sidst i 1960'erne indført store selektive støtteordninger. Andre stater er veget tilbage for at gribe så stærkt ind i publikums frie medievalg og give staten magt over aviserne. De fleste støtter aviserne med afgiftsfritagelse for avissalg, billige anlægslån mv. Det har dog ikke hindret koncentrationen. Man har da i stedet forladt sig på de øgede valgmuligheder gennem radio, tv og andre bladtyper, og på den mere åbne og mindre partibundne journalistik, som konkurrencen efterhånden har skabt. Denne journalistik har til gengæld medført andre risici, bl.a. en mere effektsøgende reportage og hensynsløshed over for medieofre. De fleste lande har opgivet at modvirke dette gennem hårdere straffe- og erstatningsregler og har i stedet søgt at højne presseetikken. Der er opstået særlige journalistuddannelser, og man har diskret støttet pressens egne bestræbelser på at få nedfældet regler for god presseetik og indrettet æresdomstole (pressenævn) til at vurdere klager og påtale overtrædelser af reglerne. Man arbejder her ud fra en presseteori, som modificerer den rene markedsstyring ved at pålægge pressen et særligt moralsk ansvar for objektiv nyhedsformidling, fri og åben debat, respekt for individets ret m.m.

De danske aviser

Indtil ca. 1840 efterlignede og afskrev danske aviser de tyske. Siden blev forbilledet engelsk, delvis fransk og fra ca. 1920 ikke mindst amerikansk presse, ligesom telegrammerne i stigende grad kom vestfra.

Dansk presses fremkomst 1634-1848

I København udkom fra 1634 nyhedsaviser en eller to gange ugentligt; de ældste bevarede er fra 1644. Indtil ca. 1750 var flertallet på tysk, ligesom indholdet i vidt omfang var direkte oversættelser fra tyske aviser. 1666-77 udgav digteren A. Bording med statsstøtte en månedlig nyhedsrevy på vers, Den Danske Mercurius, og under Skånske Krig 1675-79 udgav Jørgen Gøde Ordinaire Posttidende (1672-81) og Daniel Paulli Danske Advjs (1675-80), begge på dansk. Aviserne havde små forhold, og de tyngedes af censur og forbud i deres privilegier helt op til 1848. Et mere selvstændigt præg og lokalt indhold samt nogen udbredelse fik fra 1749 dog Ernst Henrich Berlings avis, der frem til 1980 videreførtes af familien. København havde endnu en halvugentlig nyhedsavis, og fra 1767 fik også seks til otte stiftstidender i provinsen ret til at bringe politisk nyt og annoncer.

Berlingske var ubetinget førende som nyhedsavis i 120 år, bortset fra 1808-32, da den fik påtvunget rolle og navn som Danske Statstidende og tabte 2/3 af sit oplag; en tid blev den distanceret af vor første daglige avis Dagen (1803-43). Den blev genrejst 1838-58 af M.L. Nathanson, der tilførte erhvervs-, debat- og kulturstof. Dette stof havde tidligere kun været bragt i tidsskrifter og populære ugeblade (Aftenposten (1772-1810), Politievennen (1798-1846) mfl.), mens Adresseavisen havde haft byens annoncer. Alt dette bragtes nu i Berlingske — og snart i andre aviser af moderne type. Det var dog hverken Berlingske eller andre aviser med udgivelsesprivilegium, der lancerede en kritisk samfundsdebat. Den slags havde været udelukket af censuren før 1784 og igen fra 1799 til ca. 1835. Da tog et par oppositionsaviser fat trods bøder og beslaglæggelser: Kjøbenhavnsposten (1827-56) og Fædrelandet (1834-82). De vandt snart gehør, skønt de gamle aviser forblev loyale og havde flest læsere.

Pressefrihed og firbladssystem

Med enevælden faldt i 1848 censuren og privilegierne, kun Berlingske og stiftstidenderne bragte for betaling kundgørelser, indtil Statstidende begyndte at udkomme 1904. Avisdrift blev fri næring, og antallet steg 1847-1914 fra 36 til 156; fra ca. 1880 udkom alle dagligt. Oplaget 30-dobledes til 3/4 mio., godt én pr. husstand. Det skyldtes pressefrihed, folkestyre, øget levestandard, læsefærdighed, annoncering, trykke- og transportteknik samt billigt papir. Danmark fik en politisk presse, firbladsystemet. Der opstod snævre bånd mellem de fleste aviser og de fire politiske partier, som i 1913 hver havde en avis (eller en aflægger) i de fleste af landets større byer. Aviserne var delvis agitationsorganer for bestemte idéer og gruppeinteresser, og de lededes ofte af folkeførere.

Partitroskab forenede læsere og aviser i folkestyrets og avisernes grotid. Det gjorde også den intense lokalreportage, som tog fat fra ca. 1890 med de udvidede muligheder, indførelsen af telefonen gav. 1880-1965 havde lokale aviser 3/4 af salget i provinsen. Desuden kom avisens synsfelt og udtryksmåde gradvis nærmere den jævne læser. Regerings-, kultur- og industricentret København rummede et stort og sammensat publikum og fik 20 aviser af højst forskelligt kulturniveau og holdning. Ved siden af gamle og nye eliteaviser — Fædrelandet, Dagbladet, Berlingske Tidende, Nationaltidende, Politiken — oprettedes stadig billigere, jævnere og "gulere" aviser, som efter tur slog nye oplagsrekorder: Flyveposten (1845-70), Folkets Avis (1860-84), Dags-Telegraphen (1864-91) og Aftenposten (1873-1931) samt i 1890'erne Aftenbladet og andre to-øres middagsaviser.

De seriøse morgenaviser levede af høj pris og mange annoncer, men bortset fra Social-Demokraten nåede de ikke middagsavisernes oplag på 40.000-50.000. Da storreporteren H. Cavling i 1905 blev redaktør af Politiken, omdannede han den derfor straks til en amerikanskinspireret morgenavis i moderne format, fængende rubrikker og billeder samt hovedvægt på nyheder. Trafik, sport, politistof m.m. fik samme vægt som politik og kultur. Fulgt op af en salgsindsats gjorde dette på ti år Politiken til den største avis og et rigt bladhus, der kunne finansiere Ekstra Bladet (grdl. 1904) og meget andet. Byens andre morgenaviser efterlignede Politiken; Berlingske Tidende med størst held. Den genindtog stillingen som førende nyhedsavis og byens småannonceorgan, som De Ferslewske Blade en tid truede, og bladhuset introducerede i 1916 sin egen frokostavis B.T. Alle aviser påvirkedes, og i omvæltningens år 1914-20 blev nyheder bladfagets kerne. Den vestdanske lands- og morgenavis Jyllands-Posten tredoblede sit oplag (ligesom igen 1939-47). Der blev konkurreret på solonyheder, fotos, opsætning, sidetal, reklame og distribution mere end på stil og meninger, hvilket gav store, rige aviser en klar fordel.

Bladdød

Efter en slutspurt 1914-19 kom 15-20 års stilstand i både annonceindtægter og oplag, som på det tidspunkt nåede 1 mio., med 115 eksemplarer pr. 100 husstande. Avisantallet faldt 1920-40 fra 156 til 123. Efter en pause faldt tallet videre fra 123 til 52 (1945-72) og til 33 i 1994.

I København faldt antallet af aviser 1919-31 fra 22 til 10; 65 % af salget samledes om de to næsten lige store bladhuse, Det Berlingske Hus og — trods et tilbageslag pga. boykot 1920-21 — Politikens Hus. Af morgenaviser distancerede de både De Ferslewske Blade (Dagens Nyheder mv.), Social-Demokraten og de syv mindre, og på løssalget blev B.T. og Ekstra Bladet helt dominerende i byen. I 1939 var de to huses oplagsandel i byen steget til 75 %. Efter en vis nedgang 1940-46 var den i 1950 igen 73 % for i 1970 at nå 88 % (86,5 % i 1993).

Alle byens morgenaviser gik tilbage 1950-70. Tabene opvejedes dog rigeligt af en voldsom fremgang for boulevardpressen, først for B.T. og siden for Ekstra Bladet, der nu begge også nåede ud i provinsen. De rendyrkede denne avistypes præsentation af sensationer under slående overskrifter og med mange fotos. I et lettilgængeligt sprog bragte de en mængde politistof, sport, privatlivsomtale, tegneserier osv. De var ikke mere aviser, der skulle supplere den daglige avis; de gav selv en vis dækning af hele nyhedsspektret, og da de udkom tidligt på formiddagen, kunne mange læsere snart helt undvære de traditionelle aviser. I længden ramte konkurrencen fra tv, musikradio og de gratis distriktsblade dog også formiddagsbladene. 1977-80 gik deres oplag i stå, derefter tilbage. De landsdækkende morgenaviser vandt efter 20 års svækkelse atter frem. Forrest var Jyllands-Posten, og bevægelsen var stærkest i provinsen, hvor landsaviserne i begyndelsen af 1990'erne dækkede over 30 % af husstandene mod 20 % omkring 1960. Hvad de lokale provinsblade angik, faldt antallet mellem 1945 og 1975 fra 110 til 39, idet bladdøden bragte det politiske firbladsystem til ophør. De fleste radikale, konservative og (lidt senere) socialdemokratiske lokalaviser samt hvert andet venstreblad måtte lukke trods en vis støtte fra deres parti, fordi læsere og annoncører samlede sig om byens største avis, uanset partifarve. Til 50 avisophør af denne type kom en snes andre i små byer, som delvis hørte under en større naboby og derfor havde for lille et opland. Den udmarvende lokale konkurrence blev efter bladdøden afløst af ca. 30 lokalmonopoler, men det økonomiske velvære for de overlevende aviser varede kun kort; de blev snart presset af konkurrence fra tv, landsaviser og mange ugentlige annonceaviser. Annonceindtægterne faldt markant i løbet af 1970'erne efter 20 års vækst.

Den stærke konkurrence både i provinsen og København betød større sidetal og personale, og de tekniske besparelser var i lang tid små. Selvom aviserne fra 1950 var ret dyre, var deres økonomi som helhed anstrengt, fra ca. 1960 med små bruttooverskud (5-10 % af indtægten) på de stærke aviser, mens de andre gik med tab og kun holdtes oppe ved tilskud.

Den danske presse i 1990'erne

I 1980'erne har der været yderligere nedlæggelser og fusioner, så provinsen i 1994 er opdelt i 25 større områder, og kun 33 aviser er tilbage. Forløbet har også ændret ejerforholdene. Enkeltmands- og familieeje, der før stod for 50 % af oplaget, er borte i 1990'erne, hvor også organisationsejede selskaber som A-pressen og lokale aktieselskaber er trængt tilbage. I 1994 har almindelige aktieselskaber 40 % af oplaget, den berlingske koncern alene 28 %. Andre 40 % kommer fra otte selvejende, ikke-profitsøgende fonde, der 1970-75 overtog både Politikens Hus (22 %), Jyllands-Posten (9 %) og de tre stiftstidender. De fem største firmaer har nu 65 % af oplaget (mod 61 % i 1968 og 55 % i 1948).

Det vakte uro, at bladdøden ødelagde firbladsystemet, og at hvert parti kun havde et lokalt organ enkelte steder. Staten afviste dog i 1969 at gribe ind med selektiv statsstøtte som i de andre nordiske lande og nøjedes med at fritage avissalg for omsætningsafgift, holde avisportoen nede og tilbyde aviserne billige anlægslån gennem den statsstøttede Dagspressens Finansieringsinstitut (1970). Denne støtte øgedes 1985 efter forslag fra en ny kommission, men videregående forslag blev skrinlagt, hvilket bl.a. skyldtes, at sagens politiske perspektiv blev nedtonet; de fleste større aviser opgav den faste forbindelse og loyalitet til ét parti i 1970'erne, tabloidaviserne langt tidligere, og provinspressen lagde vægten på det lokale stof. Reportagen, der bygger på professionel nyhedsjagt, har fået forrang i det politiske stof. Det er siden tillige blevet klart, at aviser kun har begrænset magt til at flytte vælgere, mindre end tv, der er de flestes vigtigste informationskilde til politik og store nyheder.

Avisen tabte således også i 1990'erne terræn hos det danske publikum, hvor 20-25 % klarede sig uden avis, blot med tv, radio og de gratis distriktsblade, der fra 1970 i øvrigt ofte er trykt og udgivet af dagbladene. Fra kort efter 2000 påførtes avisen yderligere konkurrence fra de gratisomdelte dagblade (se gratisaviser), og hustandsdækningen for betalte dagblade er i 2005 ca 55 %. Avisen er dog stadig central for den aktive opinion i politik, økonomi og kulturliv. Dens opgave med at overvåge magthaverne er siden 1970 anerkendt gennem en vis offentlighed i forvaltningen og gennem den liberale Medieansvarslov, der 1991 afløste Presseloven af 1938 (1851). Denne lovfæstede et pressenævn og presseetiske regler for politi- og retsreportage, som avisudgiverne selv havde oprettet 1960-64, nu med funktion for alle medier.

Vedr. udviklingen i Danmark fra midten af 1980'erne, se også Danmark (massemedier).

Danske dagblades oplag (1. halvår, hverdage)

1986 1991 2001 2005 2013
landsdækkende morgenaviser
Aktuelt (Det fri Aktuelt) 58.100 47.300
Berlingske Tidende 132.400 129.900 152.000 126.300 81.789
Børsen 42.900 41.700 58.100 68.900 59.752
Information 31.100 26.600 21.100 21.100 20.279
Jyllands-Posten 124.000 143.500 180.000 150.300 85.108
Kristeligt Dagblad 17.500 14.600 18.400 25.400 26.101
Land og Folk 8300
Politiken 158.500 148.900 142.900 129.300 91.984
frokostaviser
B.T. 224.600 196.200 122.100 141.000 52.587
Ekstra Bladet 248.700 209.800 126.600 143.000 52.418
provinsaviser
Amtsavisen/Randers Amts Avis (se Århus Stiftstidende) 34.500 30.200
Bornholmeren 6900 6200
Bornholms Tidende 10.900 11.200 14.200 13.200 8749
Dagbladet (Holstebro, Struer) 14.100 13.300 11.700 14.800 10.632
Dagbladet (Ringsted) 30.900 32.200 55.9001 51.7001
Fjerritslev Avis (se Aalborg Stiftstidende) 3800 3900
Fredericia Dagblad (se Vejle Amts Folkeblad) 11.000
Frederiksborg Amts Avis (se Dagbladet, Ringsted) 37.600 26.500
Frederikshavns Avis (se Vendsyssel Tidende) 7200 6400
Fyens Stiftstidende 72.000 67.700 62.500 60.500 47.738
Fyns Amts Avis 24.200 23.500 20.200 17.700 12.305
Helsingør Dagblad 6300 6300 6700 6600 5568
Herning Folkeblad 17.000 16.600 14.400 13.600 11.159
Holbæk Amts Venstreblad 22.000 21.800 18.900 16.400
Horsens Folkeblad 24.100 23.900 19.200 17.000 11.303
Jydske Tidende (se Jydske Vestkysten)* 39.900
JydskeVestkysten* 83.900 89.4002 78.9002 50.075
Kalundborg Folkeblad 11.100 9700 8600 7800
Kjerteminde Avis 1700 1600 1700 1850
Kolding Folkeblad/Folkebladet Sydjylland (se JydskeVestkysten) 20.400 17.800
Lolland-Falsters Folketidende 24.200 24.000 24.700 22.200 15.068
Løgstør Avis (se Aalborg Stiftstidende) 3000 2900
Midtjyllands Avis 23.000 22.100 17.800 16.300 10.818
Morsø Folkeblad 6400 6600 5900 5600 4472
Nordschleswiger, Der 3100 2900 2500 2300 1977
Ny Dag 11.700 9400
Næstved Tidende 24.000 21.000 33.5003 24.6003
Ringkjøbing Amts Dagblad 15.400 16.800 15.100 11.300
Roskilde Tidende 8800
Sjællands Tidende (se Næstved Tidende) 22.600 17.300
Skagens Avis (se Vendsyssel Tidende) 4200 4500
Skive Folkeblad 14.500 14.100 13.100 12.300 9173
Thisted Dagblad 11.800 11.400 9100 8800
Vejle Amts Folkeblad 27.600 33.4004 27.7004 23.9004 11.304
Vendsyssel Tidende (se Aalborg Stiftstidende) 27.200 24.100
Vestkysten (se JydskeVestkysten)* 56.800
Viborg Stifts Folkeblad 13.800 13.300 11.400 11.300 7736
Aalborg Stiftstidende/ Nordjyske Stiftstidende 72.900 73.500 83.0006 71.0006 44.460
Århus Stiftstidende 70.800 65.600 61.6007 50.1007 18.991
total 1.883.500 1.723.200 1.450.000 1.365.050 751.546
* Jydske Tidende og Vestkysten fusioneret til JydskeVestkysten.
1. Inkl. Frederiksborg Amts Avis.
2. Inkl. lokaludgave baseret på Kolding Folkeblad.
3. Inkl. Sjællands Tidende.
4. Inkl. Fredericia Dagblad.
5. Inkl. lokaludgaver baseret på Frederikshavns Avis og Skagens Avis.
6. Inkl. lokaludgaver baseret på Fjerritslev Avis, Løgstør Avis og Vendsyssel Tidende (igen inkl. Frederikshavns Avis og Skagens Avis).
7. Inkl. Amtsavisen/Randers Amts Avis.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig