Malko-konkurrencen er DR's internationale konkurrence for unge dirigenter. Den er navngivet efter dirigenten Nicolai Malko. Konkurrencen er siden 1965 blevet afholdt hvert tredje år i København; i perioden 2001-2009 dog med fire års mellemrum.

Malko-konkurrencens regler

Konkurrencen forløber over en uge, og deltagerne er unge, talentfulde dirigenter mellem 20 og 35 år, som er udvalgt af en præjury. Under konkurrencen dirigerer deltagerne DR SymfoniOrkestret gennem tre elimineringsrunder.

I de indledende runder vælger dirigenten tre værker fra en fast liste, som vedkommende arbejder med i sine tildelte 15 minutter, og i tredje runde skal dirigenten arbejde med to obligatoriske værker, hvoraf det ene er et nyskrevet værk bestilt til Malko-konkurrencen. Efter hver runde elimineres deltagere af juryen, indtil tre dirigenter står i finalen. Her findes vinderen af konkurrencen på baggrund af dirigentens præstation i to obligatoriske værker.

Præmier

Førstepræmien er på 20.000 euro (2021). Desuden modtager vinderen Malkotrofæet samt en koncertrække på op til 27 koncerter med nordiske og europæiske orkestre. Konkurrencens andenpræmie er på 15.000 euro, og tredjepræmien er på 12.000 euro. Alle tre finaledeltagere modtager desuden en dvd med optagelser af deres præstationer.

Vindere af Malko-konkurrencen

År Vinder
1965 Ralf Weikert
1968 Avi Ostrowski
1971 Winston Dan Vogel
1974 Gotthard Lienicke
1977 Philip Greenberg
1980 Maximiano Valdes
1983 Claus Peter Flor
1986 Kazufumi Yamashita
1989 Fabio Mechetti
1992 Jin Wang
1995 Jan Wagner
1998 Seikyo Kim
2001 Josep Caballé-Domenech
2005 Mei-Ann Chen
2009 Joshua Weilerstein
2012 Rafael Payare
2015 Tung-Chieh Chuang
2018 Ryan Bancroft
2021 Dmitry Matvienko

Malko-konkurrencens publikum

Malko-konkurrencen kan følges på radio og tv og via livestreaming på internettet. I 2005 droppede DR tv-transmissionen, men efter stor seerkritik kom Malko-konkurrencen tilbage på DR2 i 2009.

Publikum har gratis adgang til de indledende runder af konkurrencen, som tidligere blev afviklet i Radiohusets Koncertsal, men fra 2009 har fundet sted i DR Koncerthuset.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig