BBC, British Broadcasting Corporation, Storbritanniens statslige radio- og tv-virksomhed, der både programmæssigt og organisatorisk har været forbillede for public service-virksomheder i store dele af verden, bl.a. i de nordiske lande. BBC's oprindelige monopol blev brudt for tv's vedkommende, da det reklamefinansierede Independent Television (ITV) begyndte at sende i 1955; radioen havde monopol til 1972.

Faktaboks

Etymologi

British Broadcasting Corporation

Også kendt som

The Beep

BBC Radio har fem nationale kanaler, særskilte stationer i Skotland, Wales og Nordirland samt et stigende antal lokalstationer og radiostationer på DAB. De digitale tv-kanaler BBC3 og BBC4 kom til i henholdsvis 2003 og 2002.

Som verdens første regelmæssige tv-service sendte BBC allerede fra 1936; 2. Verdenskrig afbrød fra 1939 udsendelserne, der blev genoptaget i 1946. I 1964 introducerede BBC sin anden kanal, BBC2, der har til formål at supplere de bredt appellerende programmer på BBC1 og henvende sig til smallere målgrupper.

BBC blev etableret i 1927, da postvæsenet overtog det private aktieselskab British Broadcasting Company, grdl. 1922 af radiofabrikanter og under en vis kontrol af postvæsenet. Kontrollen blev videreført i BBC's sendetilladelse (The Licence) med retningslinjer for bl.a. finansieringen, som sker med en afgift på modtageapparater opkrævet af postvæsenet. Ved en tidsbestemt kongelig bevilling (The Royal Charter) placeredes BBC uden for statsadministrationen som en offentlig, selvstændig institution uafhængig af privatøkonomiske og delvis også af partipolitiske interesser. Regeringen udpeger bestyrelsen, Board of Governors, i reglen 12 medlemmer, der sidder for fem år, og som bl.a. udpeger generaldirektøren og andre i den øverste, administrative ledelse.

I 1932 oprettedes BBC World Service som kortbølgeradio finansieret med statsstøtte. Siden 1991 har BBC World Service tillige sendt abonnements-tv via satellit til det øvrige Europa og reklamefinansieret tv til Asien, hvor BBC's døgndrift på udsendelse af nyheder konkurrerer med CNN, og siden 1992 til Afrika.

Online-tjenester hører også med til BBC's mange tilbud; det skønnes, at BBC i 2002 ofrede op mod en mia. kr. på udvikling og drift af web-tilbud, og med betydelig succes. Både nyhedstjenesten online og tjenester vedr. bilen, haven, ferien mv. har mange brugere til irritation for de Internetkonkurrenter, som ikke har en stor offentlig virksomhed i ryggen. BBC World Service sender online radio og tekst på over 40 sprog rettet mod alle verdensdele.

BBC's første generaldirektør (1927-38) var John Reith, der står som den hidtil mest indflydelsesrige skikkelse i britisk radio og tv. Under ham blev public service-begrebet fastlagt; BBC skulle samle nationen om fælles værdier, og "the Voice of London" blev dens officielle stemme både i ideologi, smag og sprogbrug, fx omfattede "BBC English" ikke brug af dialekter indtil 1980'erne.

Den autoritære holdning kom med de konkurrerende stationers succes hos lyttere og seere under stigende pres, ligesom BBC's tunge organisationsform med stor egenproduktion og stort bureaukrati (over 30.000 ansatte) i 1980'erne gennemløb utallige kriser og omstruktureringer.

I begyndelsen af 1990'erne gennemførtes bl.a. krav om, at 25% af programmerne hentes hos uafhængige producenter. Efter hed debat om BBC's privatisering blev det dog i 1994 besluttet at forny BBC's Charter for perioden 1997-2007.

BBC er en af verdens største programeksportører og i stigende grad afhængig af indtægter fra salg af programmer, bøger mv. Programmerne er internationalt toneangivende for public service-virksomhed verden over, hvad enten det er underholdningsudsendelser eller store grundige dokumentarserier, ny tv-dramatik eller den dramatik, der i udstrakt grad bygger på litteratur- og teaterklassikere.

BBC's indsats for at gøre etniske minoriteter synlige på skærmen og i højttaleren som medarbejdere og en omhyggelig politik med at rapportere om dem i BBC's forskellige medier har dannet forbillede i mange lande med store etniske mindretal.

BBC's hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig