Faktaboks

Christian S. Nissen
Født
1945

Christian S. Nissen, Christian Sandø Nissen, f. 1945, dansk politolog, cand.scient.pol. i 1975. Fra 1985 økonomidirektør på Nationalmuseet. Derefter administrerende direktør for Rigshospitalet fra 1991, hvor han igangsatte en omfattende intern omstrukturering, hvor 40 medicinsk-faglige afdelinger blev samlet i ni såkaldte resultatcentre. I 1994 udnævnt til generaldirektør i Danmarks Radio (DR). I DR forestod han i årene 1994-2004 en gennemgribende modernisering af DR, fra en delvist medarbejderstyret institution til en mere professionelt ledet, konkurrencedygtig virksomhed, med fokus på lyttere og seere.

I Christian S. Nissens tid som generaldirektør lancerede DR en supplerende tv-kanal (DR2) og en række digitale radiokanaler, ligesom DR med hjemmesiden www.dr.dk tog internettet i brug som distributionsplatform for "Public Service" indhold i både lyd, billeder og tekst. Opdelingen af DR i en radio- og tv-virksomhed blev erstattet af DR som "enhedsorganisation", men fokus på indholdet på tværs af radio, tv og såkaldt "Nye Medier" (internet, mobiltelefoner etc.). Samlingen af DR førte til beslutningen om at fraflytte Radiohuset i København og TV-byen i Gladsaxe, og bygge et nyt hovedkvarter til DR i Ørestaden i København.

Byggeriet af Ørestaden blev stærkt forsinket og overskred budgettet med op mod 60%, og Christian Nissen måtte i efteråret 2004 forlade posten som generaldirektør for DR .

Fra 2004 har Christian S. Nissen været en efterspurgt medierådgiver, og beklædt en lang række poster, bl.a. som bestyrelsesformand for Roskilde Universitet, CARE Danmark og Dagbladet Informations Venner, ligesom han har udgivet en række bøger om ledelse, medier, politiske beslutningsprocesser og offentlig administration, herunder "Generalens Veje og Vildveje" (2006), "Lederskab til borgernes bedste" (2011), "Politik mellem følelser og fornuft - Spillet om danske mediers fremtid" (2020).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig