håndgranat

Håndgranat, nærkampvåben, der kastes med håndkraft. Håndgranaten består af en eller flere metalkapper, der er fyldt med formålsbestemt sprængstof og ladning. Når håndgranaten kastes, aktiveres et tidsbrandrør, således at granaten detonerer med den ønskede forsinkelse, ideelt samtidig med at den rammer målet. Med den almindelige håndgranat bekæmpes modstanderen ved eksplosionseffekten og sprængstykker fra metalkappen. Mere specielle håndgranater kan have ladninger med røgudviklende, brandantændende eller kemisk effekt, fx tåregas. Endelig findes der håndgranater med paralyserende effekt pga. ekstremt højt lys- og lydtryk; de kan anvendes til midlertidig uskadeliggørelse af fx terrorister.

Håndgranaten var oprindelig blot en mindre udgave af artillerigranaten; en rund, hul støbejernskugle fyldt med krudt, der antændtes med en lunte og kunne kastes med hånden. Den blev anvendt fra 1500-t. og gik af brug i midten af 1700-t., men opstod i sin moderne form under 1. Verdenskrig enten som en granat med sprængstykkevirkning eller som en håndbombe, der overvejende virkede ved eksplosionens trykeffekt.