Kapitulation, i folkeretlig forstand opgivelse af militær modstand. En kapitulation kan omfatte en enkelt militær enhed, en by, et frontafsnit eller et helt land. Under de forudgående forhandlinger, der kan gennemføres efter de ved Haagerfredskonferencerne givne regler, kan aftales nærmere militære og politiske vilkår, eller kapitulationen kan være betingelsesløs, som de allierede forlangte det af Tyskland under 2. Verdenskrig.