Lukkeloven, lov, der fastsætter regler for åbningstider i detailhandelsbutikker. Lovens formelle titel er lov om detailsalg fra butikker m.v.

Den hidtil gældende lov fra 2005 indebar, at der som hovedregel ikke måtte ske detailsalg fra butikker i perioden fra lørdag kl. 17 til mandag kl. 6.

Loven indeholdt endvidere særregler om søndagsåbent, ligesom der gjaldt særregler for butikker, der solgte særlige varer (fx benzin og blomster), butikker med særlig beliggenhed (fx sommerhus- og landområder) og butikker med begrænset årsomsætning.

En ændring af Lukkeloven, der blev vedtaget i maj 2010 og trådte i kraft den 1. juli 2012 indeholdt en liberalisering i to trin af den hidtil gældende lov.

Det første trin betød, at det fra den 1. juli 2012 var muligt for butikkerne at holde søndagsåbent ca. 30 søndage om året mod før 20, samt at butikkerne fik mulighed for at holde åbent til kl. 20 om lørdagen mod før kl. 17.

Det andet trin medførte, at alle lukketidsregler blev ophævet fra den 1. oktober 2012. Dog skal butikkerne stadig holde lukket på helligdage.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig