kannik, i den katolske kirke medlem af et dom- eller kollegiatkapitel.
I ældre middelalder levede regelbundne kannikker et kanonisk liv efter en bestemt regel (gr. kanon). Siden ophørte fælleslivet og den fælles ejendomsbesiddelse i de fleste kapitler, og kannikkerne blev sekulære kannikker.
| Ordet kannik kommer af middelalderlatin canonicus 'deltager i et fællesskab med ordensregler (canones)', af græsk kanon 'rør, rettesnor'. |
Til sit underhold fik hver kannik indtægten fra en bestemt godsmængde, et præbende.
I teorien bestemte biskop og kapitel selv, hvem der skulle være kannikker, men ofte blandede pave og fyrste sig i besættelsen af de attraktive embeder.
Kannikkerne var fornemme gejstlige, der i senmiddelalderen for en stor dels vedkommende var af adelig herkomst.
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2012 - Powered by MindTouch Deki