Ungdomsklub, klub for store børn og unge, der er vokset fra pasningsordninger. Ungdomsklubber, som ifølge Lov om social service kan oprettes af både kommuner og regioner, kan drives som selvejende institutioner eller som private klubordninger med kommunalt tilskud. Tilbuddene tilrettelægges sammen med de unge og kan være almene tilbud eller rette sig mod særlige grupper; åbningstiderne fastlægges efter behovet, og de unge inddrages aktivt i tilrettelæggelsen af klublivet, fx gennem arbejdsgrupper, klubråd og stormøder. Forældrene søges inddraget gennem forældrebestyrelser. Kommunen træffer afgørelse om optagelse i og udmeldelse af klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud. Kontingentet må højst udgøre 20% af klubbens driftsomkostninger, og der kan ydes friplads, hvis særlige sociale eller pædagogiske behov taler for det.