KL, Kommunernes Landsforening, sammenslutning for de 98 kommuner i Danmark, dannet ved kommunalreformen i 1970 gennem en sammenslutning af Den Danske Købstadsforening (1873), De Samvirkende Sognerådsforeninger (1899) og Foreningen af Bymæssige Kommuner (1916).

Ved kommunalreformen i 1970 blev antallet af kommuner reduceret fra 1366 til 275. I 2001 fik KL nyt logo og design, og det blev besluttet kun at kalde sammenslutningen KL. Københavns og Frederiksberg Kommuner, der oprindelig stod uden for KL, blev medlemmer i 2005, og ved Strukturreformen i 2007 blev antallet af kommuner reduceret til 98.

KL's formål er at varetage danske kommuners fælles interesser og derved bidrage til, at kommunerne politisk og administrativt løser deres opgaver til fællesskabets og borgernes tilfredshed. KL skal dermed være et center for indsamling, udvikling og spredning af viden om det danske kommunestyre.

KL er af kommunerne bemyndiget til at forhandle generelle løn- og ansættelsesvilkår med personaleorganisationerne, og kun på dette område har KL kompetence til at binde kommunalbestyrelserne.

KL's øverste ledelse er det årlige delegeretmøde, mens den daglige politiske ledelse varetages af en bestyrelse på 17 medlemmer. Bestyrelsen, hvis valgperiode er fire år, består af kommunalbestyrelsesmedlemmer og vælges på det førstkommende delegeretmøde efter et kommunalvalg. Bestyrelsen vælger selv sin formand og nedsætter en række udvalg.

KL's medlemskommuner i hver region er samlet i kommunekontaktråd (KKR), som er KL's regionale organisationer. Desuden nedsættes et repræsentantskab bestående af alle borgmestre og repræsentanter fra de politiske partier, der er repræsenteret i kommunalbestyrelserne således at repræsentantskabets sammensætning svarer til resultatet ved det seneste kommunalvalg. Repræsentantskabet rådgiver bestyrelsen om større kommunalpolitiske problemstillinger.

I KL's sekretariat er beskæftiget ca. 400 medarbejdere.

KL's hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig