En kommune er en lokal administrativ enhed, der normalt helt eller delvis ledes af de beboere i lokalområdet, der er valgt til det styrende organ.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommune kommer af fransk commune, af latin communis 'fælles', af kon- og munus 'hverv'.

Kommuner kan forstås som elementer i en decentralisering; de kan udføre opgaver i lokalsamfundet på statens vegne, reguleret af lovgivningens bestemmelser og under statens tilsyn ud fra den betragtning, at det er hensigtsmæssigt at tilpasse opgavernes løsning til de lokale forhold. Kommunerne kan også selvstændigt træffe beslutninger om lokale opgaver, som ikke er lovregulerede.

Kommunen kan da selv organisere løsningen af lokale kollektive opgaver. Denne spænding mellem nationale og lokale interesser giver kommunestyret en særlig dynamik.

Det lokale selvstyre har rødder langt tilbage i tiden, men fik især betydning i forbindelse med liberalismen og de borgerlige frihedsbevægelser fra slutningen af 1700-tallet og op igennem 1800-tallet.

Det Kommunistiske Manifest fra 1848 fremhævede fx kommunens styrke som fundament for selvstyre, og i den danske grundlov (se Danmarks Riges Grundlov) fra 1849 sikrede § 96 (i dag § 82) det kommunale selvstyre, som blev lovfæstet i 1867-1868.

Det danske kommunestyre har dog aner tilbage til forordninger om fattigvæsenet (1803) og skolevæsenet (1814). Kongen havde afgørende indflydelse på den lokale administration via udnævnelse af amtmænd, præster og andre embedsmænd samt medlemmerne af de lokale råd, men i 1837 blev der indført valgret til købstædernes borgerrepræsentationer og i 1841 til landdistrikternes amtsråd og sogneråd.

Kommunerne blev derfor sammen med stænderforsamlingerne vigtige forstadier til det demokratiske Danmark. Kvinderne fik kommunal valgret i 1908, før de fik valgret til Rigsdagen (1915). Kommunerne har altid været anset for at udgøre en vigtig kanal til rekruttering af politikere, som senere kunne indgå i en landspolitisk karriere.

En grundtanke med kommunestyret er foruden demokratiseringen, at det er effektivt pga. en høj grad af lokal finansiering; borgerne må selv betale for ønsker til den lokale service.

Effektiviteten styrkes endvidere ved de valgte repræsentanters lokalkendskab. I kraft af den omfattende statslige regulering af kommunale ydelser og store statslige tilskudsordninger slår disse lokale forudsætninger for effektivitet ikke fuldt ud igennem i dag.

Danmark og Norden

Danmark har sammen med de øvrige nordiske lande verdens mest decentraliserede lokalstyre med kommunen i fokus. De nordiske kommuner i det hele taget er relativt store, de har stærke beføjelser inden for de største opgavefelter, sundhed, skole og sociale forhold, og de har en professionaliseret forvaltning.

Kommunalbestyrelserne sammensættes altovervejende af medlemmer fra de politiske partier, og valgdeltagelsen er høj, om end lavere end ved valg til parlamenterne.

I Danmark anvendes ordet kommune i to forskellige betydninger: Enten som fællesbetegnelse for alle kommunale enheder, primærkommuner og amtskommuner, eller alene for primærkommuner.

Danmark var fra kommunalreformen i 1970 frem til strukturreformen, der trådte i kraft 1.1.2007, inddelt i 270 primærkommuner og 13 amtskommuner med enkelte senere ændringer; Bornholms Amtskommune og dets oprindelig fem primærkommuner gik sammen i 2003, og de oprindelig to primærkommuner på Ærø i 2006.

Med strukturreformen blev Danmark inddelt i blot 98 primærkommuner og fem såkaldte regioner. Disse regioner har i modsætning til de herefter nedlagte amtskommuner ingen skatteudskrivningsret.

Kommunerne ledes og styres af en folkevalgt kommunalbestyrelse (byråd), regionerne af et folkevalgt regionsråd.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig