Et departement er den statslige administrative enhed, der er knyttet til den enkelte minister som ledelsesorgan for hans eller hendes ressortområde.

Faktaboks

Etymologi
Ordet departement kommer af fransk département 'forvaltningsområde', afledning af départir 'adskille, fordele'.

Departementernes organisation

Der findes ingen almen model for et departements organisationsform, men departementet fungerer altid som ministerens sekretariat, udarbejder lovforslag, som skal behandles af Folketinget og udarbejder budget for det samlede ministerium. Over tid har departementernes organisation varieret.

I 1990'erne voksede mange departementer ved sammenlægning af direktorater og departementer. Dermed fik de en enhedsforvaltning i modsætning til A60-modellens anbefalinger. Sidenhen er udviklingen gået den anden vej, således at de fleste ministerier består af et departement og en eller flere styrelser. Undtagelser er Statsministeriet, Udenrigsministeriet og Kirkeministeriet i kraft af arbejdsopgaver og tradition.

Departementernes ansatte

De akademiske ansatte i departementerne er overvejende uddannet inden for jura, statskundskab, økonomi og administrationsvidenskab. Departementschefen, som er den administrativt ansatte chef for departementet og ministerens højre hånd i ledelse af hele ministeriet, er tjenestemand i en af statens højeste lønrammer. Danske offentlige topchefer skiftes ikke ud sammen med ministeren, således som det sker i mange andre lande, og departementscheferne repræsenterer derfor en kontinuitet i ministeriernes administrative ledelse. Se også offentligt ansatte.

Læs mere i Den store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig