Teknisk Landsforbund, TL, er et landsdækkende fagforbund for 20.000 (2022) teknikere og designere, de fleste ansat som funktionærer; i 1993 blev TL indmeldt i LO. TL blev stiftet 1919 af konstruktører og ingeniører fra en række større industrivirksomheder som en reaktion på de forringede lønforhold under 1. Verdenskrig samt industrialiseringens ændringer i klassestrukturen.

I 1932 blev TL medlem af arbejdslederorganisationen Fællesrepræsentationen for Danske Funktionærforeninger, men blev i 1969 ekskluderet pga. ændringer i TL's medlemssammensætning, som nu var domineret af bl.a. tekniske tegnere og assistenter.

Forbundets første kollektive lønoverenskomst blev indgået i 1940'erne med det offentlige. På det private område var man anderledes modvillig til langt op i 1960'erne. Teknisk Landsforbund har overenskomster på såvel det offentlige som det private område. Ved afstemningen om overenskomster i 2023 stemte tæt på 9 ud af 10 ja til forslaget til nye overenskomster.

Som fagpolitiske midler prioriterer Teknisk Landsforbund teknologi og uddannelsespolitik højt, og forbundet betegner medlemmerne som 'kreative specialister'.

Teknisk Landsforbund er med i KTO, OAO og FH. Forbundet udgiver fagbladet Teknikeren.

Læs mere i Den Store Danske

Forbundets hjemmeside: Teknisk Landsforbund – Teknisk Landsforbund (tl.dk).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig