Holland - forvaltning, Holland er inddelt i 12 provinser og ca. 600 kommuner, som ledes af hhv. provinsråd og kommunalråd. Disse råd vælges af borgerne hvert fjerde år, idet dog formændene for hvert af rådene udpeges af regeringen. Provinsrådenes opgaver er dels at administrere planlovgivningen, fx mht. udbygning af sygehus- og skolevæsenet i den enkelte provins, dels at føre finansielt tilsyn med kommunerne. Kommunerne forestår drift og vedligeholdelse af lokalområdets offentlige service, og de udfærdiger forskrifter og tilladelser eller det modsatte iht. lovgivningen, fx bygningsreglementer og byggetilladelser. Provinsernes og kommunernes udgifter finansieres over statsskatterne. Provinsrådene vælger medlemmer til parlamentets Førstekammer og har dermed indflydelse på størrelsen af de finanslovsbevillinger, der stilles til rådighed for den regionale og den lokale forvaltning.

Uden for provins- og kommunalrådenes ansvarsområde sorterer anlæg, drift og vedligeholdelse af kanaler, slusesystemer, vandforsyning, kloakering og vandafledning. Disse opgaver varetages af i alt 94 decentrale statsorganer, waterschappen, og finansieres vha. særskilte skatter.

Læs mere om Holland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig