Sydafrika - forfatning, Republikken Sydafrikas forfatning fra 1996 (ikrafttrædelse 1997) deklarerer racelighed og indeholder en række rettighedserklæringer og løfter om at fremme borgernes retslige sikkerhed og deres økonomiske, sociale og kulturelle muligheder. Den lovgivende magt ligger hos et tokammerparlament bestående af Nationalforsamlingen og Det Nationale Provinsråd, der repræsenterer de ni provinser, som landet er inddelt i. Nationalforsamlingen skal have mellem 350 og 400 medlemmer, der vælges ved direkte valg for fem år. Den ene halvdel vælges blandt kandidater opstillet i hele landet; den anden halvdel vælges blandt kandidater opstillet i de enkelte provinser, hvor det antal, der er på valg, fastsættes proportionalt efter indbyggertal. Det Nationale Provinsråd har 90 medlemmer med 10 repræsentanter fra hver provins, der vælges indirekte af provinsforsamlingerne ved forholdstalsvalg.

Lovforslag kan fremlægges i begge kamre, men finanslovsforslag skal fremlægges i Nationalforsamlingen først. Forkaster et af kamrene et lovforslag, fremlægges det igen i begge kamrene efter at have været behandlet af en mæglingskomité, sammensat af repræsentanter fra begge kamre. Lovforslag, der vedrører provinserne, skal godkendes af Det Nationale Provinsråd.

Den udøvende magt har præsidenten, som vælges af Nationalforsamlingen blandt dens medlemmer; han kan afsættes ved et mistillidsvotum. Præsidenten sammensætter en regering i samråd med partilederne. Ethvert parti med mindst 5% af det samlede stemmetal er berettiget til en proportional del af ministerpladserne. Beslutninger træffes ved konsensus.

Provinsforsamlingerne har betydelige beføjelser og kan bl.a. skrive sine egne forfatninger, men de er underkastet det nationale parlaments autoritet. Forfatningen muliggør, at der fortsat kan eksistere eller oprettes organer, der repræsenterer de traditionelle lederskaber lokalt og nationalt.

Læs mere om Sydafrika.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig