Det Internationale System, begreb inden for studiet af international politik, som stammer fra systemanalyse og beskriver staternes interaktion. I systemet indgår også andre enheder, fx internationale organisationer og multinationale selskaber. Begrebet anvendes til at analysere de regelmæssigheder og strukturer, der eksisterer i forbindelserne mellem enhederne.

Jeremy Bentham markerede i 1789 med begrebet international, at folkeretten (international law) ikke var en ret blandt alle mennesker, men en ret mellem stater. Anskuelsen af et internationalt system med egne egenskaber, dvs. en helhed, der er mere end summen af delene, blev først udbredt i 1800-t. med magtbalancen som den primære mekanisme for synliggørelsen af et system. I nogle af 1900-t.s teorier om international politik, især realisme og neorealisme, opfattes det internationale system som rent mekanisk, idet kun utilsigtede lovmæssigheder udgør systemet. Andre teorier betoner, at der også eksisterer et internationalt samfund, idet staterne har opbygget regler og forpligtelser baseret på folkeret og fælles kultur.

Karakteristika

De internationale systemers karakteristika og antal er meget historiespecifikke, men en beskrivelse kan tage udgangspunkt i seks overordnede kendetegn: 1) Organisationsprincippet, der beskriver, om systemet er et anarkisk magtbalancesystem eller mere eller mindre imperialt. 2) Systemets medlemmer, der kan være stater, internationale organisationer, firmaer eller politiske bevægelser. 3) Systemets polaritet, der kan være bipolært eller multipolært. 4) Det teknologiske udviklingsniveau, som har betydning for interaktionen; ved et lavt niveau kan staterne knap nå hinanden, ved et højt niveau, fx atomalderens, er udslettelse mulig.5) Systemets regler og institutioner. 6) Staternes indbyrdes samfunds- og styreformer.

Historisk udvikling

Middelalderens riger, fx Aztekerriget og Inkariget i Amerika og relativt selvstændige systemer i Europa, Mellemøsten, Indien og Kina, var længe uafhængige af hinanden. De fire euroasiatiske af dem kendte til hinandens eksistens og hang sammen i en kæde, hvor hvert led til tider puffede til naboleddet. Kædereaktioner kunne føre fra Kina til Europa, men pga. det lave teknologiske niveau var det umuligt for dem at indgå i tæt interaktion. Økonomisk og kulturel kontakt gik tit forud for militærstrategisk, og systemerne fik således til tider utilsigtet betydning for hinanden. Men da de ikke kunne indgå strategiske alliancer, blev den storpolitiske udvikling ikke til et sammenhængende spil, men til adskilte historier. De fleste af disse systemer var imperier og ikke anarkiske magtbalancesystemer. Mere eller mindre selvstændige bystater og kongeriger kredsede om et imperialt centrum. Mange ligeværdige og selvstændige stater blev normalbilledet på et internationalt system.

Systemets polaritet

Et altomfattende internationalt system opstod først med det europæiske systems globale ekspansion. Hele kloden blev sammenkoblet og standardiseret politisk. De, der forblev selvstændige (Etiopien, Japan, Siam, Persien, Tyrkiet, Kina), omskabte sig til stater i europæisk forstand. Ved afkolonialiseringen gentog dette sig for de tidligere kolonier, og verden var for første gang ikke blot ét sammenhængende system, men også ensartet i den forstand, at alle de grundlæggende enheder var stater, sågar angiveligt nationalstater.

Følgende billede tegner sig af det internationale system, der opstod, da den kolde krigs bipolære system brød sammen i slutningen af 1980'erne. Systemet er stadig anarkisk og uden ansatser til verdensregering. Udviklingen mht. medlemmer er modsætningsfuld og kontroversiel. Princippet om staters suverænitet bliver stadig mere fasttømret, hvilket næsten udelukker aggression og erobring. Samtidig melder nye aktører sig, individerne anerkendes med internationale rettigheder (menneskerettigheder), og udviklingen omkring EU rejser særlige komplikationer for suverænitetsbegrebet. En kort unipolær episode med USA-dominans afløses af multipolaritet. USA er dog dominerende på det militære område. Teknologisk bliver det såvel militært som civilt fortsat lettere at række over store afstande. For de stærkeste aktører er det globale en realitet, for alle andre er globalisering en udfordring. På trods af en fortsat stigning i antallet af internationale institutioner er det et spørgsmål, om idésættet omkring demokrati, marked og menneskerettigheder er entydigt. Historisk har demokratier praktisk taget aldrig ført krige med hinanden. Hvis den lovmæssighed holder i et system med mange demokratier, der tilhører forskellige kulturkredse, kan demokratisering udgøre den vigtigste systemændring.

Systemernes antal

Endelig er det et spørgsmål, om der fortsat kun eksisterer ét system. Regionalisme (EU, NAFTA, ASEAN mfl.) anfægter ikke systemet, for det er en del af det globale system og i høj grad motiveret af global konkurrence. Mere interessant er teorien om en delt verden, hvori der argumenteres for, at den rige del af verden udvikler sig til en fredszone med en ny international politik, der er koncentreret om økonomi og demokrati, og hvori krige ikke eksisterer. Samtidig fortsætter krigene og det mere traditionelle internationale system i sydlandenes konfliktzone. Hvis denne udvikling indtræder, vil den globale æra igen være afløst af flere systemer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig