Lucy Stone, 1818-1893, amerikansk feminist. 1847 tog hun som den første kvinde i Massachusetts en universitetsgrad og helligede sig som foredragsholder derefter dels slavernes, dels kvindernes rettigheder. Fra ca. 1850 deltog hun i den første organiserede amerikanske kvindebevægelse og blev fra 1869 en ledende skikkelse i stemmeretsorganisationen American Woman Suffrage Association. Lucy Stone redigerede kvindebevægelsens vigtigste talerør, The Woman's Journal, fra 1872 og fik 1890 en formandspost i National American Woman Suffrage Association. Hun talte sidste gang på verdensudstillingen i Chicago 1893. Se også suffragette.