Rødstrømpebevægelsen var en kvindebevægelse i Danmark, der var aktiv fra 1970 til ca. 1985. Blandt forløberne var foreningen Individ og Samfund, som i slutningen af 1960'erne organiserede abortrejser til Storbritannien og Polen.

Faktaboks

Også kendt som

Rødstrømperne

Rødstrømpebevægelsen var opkaldt efter den samtidige amerikanske bevægelse New York Redstockings, hvor farven rød (i modsætning til blåstrømperne) angav den nye feminismes retning: En radikal og venstreorienteret feminisme, der ikke havde ligestilling med mændene som mål, men derimod kvindefrigørelse i et helt nyt og anderledes samfund, jf. rødstrømpernes slogan: "Ingen kvindekamp uden klassekamp, ingen klassekamp uden kvindekamp".

Basisgruppen var den organisatoriske grundenhed, og over hele landet opstod kvindehuse og -grupper. Kun kvinder havde adgang. Rødstrømpebevægelsen afholdt kvindefestivaler, som samlede titusindvis af deltagere. Bevægelsen fik med sine provokerende og utraditionelle aktioner stort gennemslag i medierne, og den skabte en omfattende offentlig debat om kvindeundertrykkelse overalt i samfundet, også i privatlivet, jf. et andet af bevægelsens slogans: "Det private er politisk".

Rødstrømperne bidrog til udviklingen af en ny feministisk kultur: kvindeteater, kvindebands, kvindefilm, kvindelitteratur mv. Bevægelsen efterlod sig nye institutioner, bl.a. krisecentre for voldsramte kvinder, Kvindehøjskolen og Kvindemuseet i Danmark, og satte skred i kvinde- og kønsforskningen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig