Kommunisme. Kinesiske kommunister over for lokalbefolkningen i Tibet. Fotografi fra 1950.

.

Kommunisme. Propaganda-fremstiling af Lenin, der taler til bolsjevikkerne, deriblandt matroser, soldater og arbejdere, i baggrunden vajer de røde faner.

.

Kommunisme er en samfundsopfattelse og politisk ideologi, som bygger på fælles ejendom. Historisk har kommunismen antaget forskellige former.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommunisme kommer af latin communis 'fælles' og -isme.

Begrebets opståen

Begrebet kommunisme introduceredes først i Frankrig i 1840'erne gennem Étienne Cabets bog Voyage en Icarie (1840), som skildrer visionerne om et kommunistisk samfund. I 1848 købte Étienne Cabet jord i Texas, hvor han sammen med 500-600 fæller prøvede at realisere utopien. Forestillinger om samfund med ejendomsfællesskab eksisterede imidlertid før Cabet, i antikken hos fx Platon, hos Thomas More i hans bog Utopia (1516), men også hos mange andre utopister efter ham (se utopi).

Karl Marx' kommunisme

Det blev især Karl Marx, som kom til at præge kommunismen. Han kom i 1847 i kontakt med det tyske Kommunisternes Forbund, og sammen med Friedrich Engels skrev han i 1848 forbundets program, Det Kommunistiske Manifest. Karl Marx fremlagde heri et nyt syn på kommunismen: Det var ikke en opskrift på en idealtilstand, men en endnu ikke realiseret historisk mulighed, hvis betingelser blev frembragt af historien selv i kraft af menneskers handlen. Kommunisme blev for Karl Marx en vision om et samfund, hvor mennesket kan bevæge sig fra nødvendighedens rige til frihedens rige. Han så kommunismen som en samfundsform, hvor det enkelte menneske kan udvikle sin individualitet til en hidtil uset rigdom. De samfundsmæssige forudsætninger skulle være, at udviklingen af produktivkræfterne, dvs. de tekniske kræfter, den menneskelige viden og evnen til at bruge den, havde nået et vist højt niveau.

Fra socialisme til kommunisme

Karl Marx så arbejderklassen som den klasse, der i kraft af sin særlige stilling ville kunne samle sig om at erobre den politiske magt i staten. Hermed ville den kunne indføre socialisme, hvor enhver arbejdede og fik betaling efter evne. Denne fase kaldte Karl Marx også for proletariatets diktatur; et diktatur i den forstand, at flertallet, nemlig arbejderne og deres allierede, ville sætte deres krav igennem over for mindretallet af ejendomsbesiddere, kapitalisterne. I politisk forstand forestillede Karl Marx sig dette proletariatets diktatur som et demokrati. Dets historiske opgave var at gøre staten overflødig ved at afskaffe alle sociale klasser; når staten var smuldret væk, kunne kommunismen forstås som et samfund, hvor enhver arbejdede efter evne og modtog efter behov. Her ville der ikke længere være en sammenhæng mellem ejendom og indtjening eller mellem arbejde og indtjening, alles behov var legitime.

Den politiske udvikling

Socialdemokratiske partier støttede sig til den såkaldte ortodokse marxisme og så også kommunismen som det mål, man stilede imod. Men det var et mål, der lå indbygget i historien, og som ville indfinde sig så at sige af sig selv. Socialdemokratiske partier gik derfor mere og mere ind for en parlamentarisk strategi, som ville forbedre levevilkårene gennem erobring af flertallet i de nationale parlamenter.

Bolsjevikkerne

Venstrefløjen betonede fra 1900-t.s begyndelse betydningen af, at mennesker selv formede deres tilværelse og understregede revolutionen som noget centralt, fx kaldte de russiske bolsjevikker sig for kommunister fra 1917, og med bolsjevikkernes sejr i Den Russiske Revolution fik den opfattelse stor autoritet blandt venstregrupper i arbejderbevægelsen. Fra 1919 dannede bolsjevikkerne deres egen Kommunistiske Internationale. Bolsjevikkernes regime udviklede sig hurtigt til et etpartidiktatur. Dermed blev kommunisme knyttet til den type samfund, som fandtes i Sovjetunionen, og som ikke havde meget tilfælles med begrebets oprindelige indhold.

Bestræbelser siden 2. verdenskrig

Efter 2. Verdenskrig prøvede en række lande i Østeuropa (Polen, DDR, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Jugoslavien og Albanien), i Asien (Kina, Korea og Vietnam) samt Cuba at opbygge samfund efter sovjetisk mønster. De kaldte sig socialistiske eller realsocialistiske og opfattede sig som værende på vej til kommunisme. Men heller ikke her så man træk, som lignede Karl Marx' forestilling om kommunisme. I disse regimer sad landenes kommunistiske partier inde med magten, hvilket for Østeuropas vedkommende blev bragt til ophør med de politiske omvæltninger her og i Sovjetunionen 1989-92. Med Sovjetunionens opløsning gik også kommunismen som bevægelse i opløsning.

Se også internationaler.

1900-tallets kommunisme

Målt i tab af menneskeliv kan de kommunistiske ambitioner og projekter, der realiseredes i perioden 1921-90, uden overdrivelse kaldes de dyreste i verdenshistorien ... Læs videre om den faktisk eksisterende kommunisme i 1900-t.

Kommunismens økonomiske teori

Et af de få steder, hvor Karl Marx udtaler sig om det fremtidige samfund, er i Kritik des Gothaer Programms (1891, Kritik af Gothaprogrammet), hvori han skelner mellem første og anden fase i det kommunistiske samfunds opbygning ... Læs videre om kommunismens økonomiske teori.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig