Beskæftigelsesministeriet, indtil 2001 Arbejdsministeriet, ministerium for arbejdsmarkedet og for foranstaltninger til fremme af beskæftigelse samt til imødegåelse og afhjælpning af arbejdsskader og arbejdsløshed. Under ministeriet hører Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Arbejdstilsynet, Arbejdsskadestyrelsen, samt Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Sagområdet har tætte forbindelser til Socialministeriets (fra 2007 Velfærdsministeriet), hvorfra Arbejdsministeriet blev udskilt i 1940. De to ministerier har dog været genforenet i perioderne 1945-47 og 1950-53, og helt op til 1980'erne var der bl.a. sekretariatsfællesskab mellem dem.

Oprindelig havde Arbejdsministeriet især beskæftigelsespolitikken som hovedopgave, men med tiden har omskoling, arbejdsmarkedsuddannelser og forvaltningen af arbejdsmarkedets fonde, fx ATP, fået stigende betydning.

I 2001 blev Arbejdsministeriet omdøbt til Beskæftigelsesministeriet, arbejdsmarkedsuddannelserne blev overført til Undervisningsministeriet, mens sociale erstatninger på beskæftigelsesområdet blev overtaget fra Socialministeriet, hvis sagsområder 2007 blev en del af det nyoprettede Velfærdsministerium.

I 2009 tilbageførtes en del opgaver herfra, samt ligestillingsområdet; det tilbageværende førtes videre i Indenrigs- og Socialministeriet. Den første beskæftigelsesminister og minister for ligestilling blev Inger Støjberg fra Venstre i april 2009.

Ved regeringen Helle Thorning-Schmidts tiltræden i oktober 2011 overdrog Beskæftigelsesministeriet ressortansvaret for sager og institutioner vedrørende ydelser til personer, der permanent er uden for arbejdsmarkedet, bortset fra efterløn, samt folkepension, førtidspension, boligstøtte og børnetilskud til Social- og Integrationsministeriet.

Samtidig modtog ministeriet ressortansvaret for sager og institutioner vedrørende integration af flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet, inklusive sager vedrørende ophold i Danmark på baggrund af beskæftigelse, fra det nedlagte Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

Med regeringen Lars Løkke Rasmussen blev Udlændinge-, integrations- og boligministeriet genoprettet i juni 2015. Det betød, at ressortansvaret for sager og institutioner vedrørende integration af flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet blev fjernet fra Beskæftigelsesministeriet.

Beskæftigelsesministeriets hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig