Den udøvende magt er myndigheden til at gennemføre de regler, som er vedtaget af den lovgivende magt.
Den udøvende magt ligger i Danmark ifølge Grundlovens § 3 hos kongen, og dermed hos regeringen. I bredere forstand ligger den ikke blot hos ministrene, men også hos hele den administration, såvel centralt som lokalt, som forvalter lovgivningen; i dag forstås den udøvende magt i høj grad som hele dette institutionelle apparat.
Magten i samfund kan opdeles i tre magtfunktioner.
Opdelingen og afgrænsningen mellem disse tre magtfunktioner tillægges den franske forfatter og filosof Charles-Louis de Secondat Montesquieu, der foreslog, at de skulle varetages af forskellige institutioner for at sikre borgernes frihed. Læs også om magtfordelingslæren.
Forståelsen af den udøvende magt kompliceres i dag derved, at den ikke blot står for implementeringen, men også for forberedelsen af lovgivningen; de fleste lovforslag i Folketinget fremsættes således af regeringen efter at være blevet forberedt i centraladministrationen.
En udøvende magt i den institutionelle betydning findes i alle lande. I de fleste moderne stater er den udøvende magt den mest synlige og magtfulde del af statsapparatet.
I demokratiske stater med en præsident (se præsidentialisme) kan den organiseres ud fra en mere eller mindre gennemført magtdeling i forhold til de lovgivende og de dømmende institutioner. I systemer med parlamentarisme står den udøvende magt til politisk ansvar over for parlamentet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.