Aktivloven, Lov om aktiv socialpolitik, er en lov med bestemmelser om kommunale kontantydelser og rådgivning. Aktivloven indgik med Serviceloven og Retssikkerhedsloven i "Den lille Socialreform", der i 1998 afløste Bistandsloven.

Fokus på borgerens ansvar

Loven markerede et nyt fokus i forholdet mellem det offentlige og borgeren: Borgeren har ansvar for at forsørge sig selv og sine, og det offentlige træder først til, når borgeren ikke kan klare sig ved egen eller andres hjælp. Kontanthjælp kan således kun udbetales, når andre kilder er udtømte.

Siden lovens ikrafttræden er den blevet ændret flere gange. De dele af loven, der vedrørte aktivering blev overført til Beskæftigelsesindsatsloven, der trådte i kraft 2003. Der er endvidere sket en række ændringer i form af stramninger over for modtagere af kontanthjælp. Der er en række forskellige ydelser med følgende betegnelser: selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller uddannelses- eller kontanthjælp. De har forskellige niveauer og regler, se mere i henvisningerne nedenfor.

Ydelser og finansiering

Kommunerne finansierer fuldt ud udgifterne til rådgivning, sagsbehandling og opfølgning. Staten refunderer en del af kommunens udgifter til kontantydelser efter en trappemodel. De første fire uger af ledighed refunderes 80 %. Derefter er refusionen følgende:

  • 40 pct. fra den 5. til og med den 26. uge.
  • 30 pct. fra den 27. til og med den 52. uge.
  • 20 pct. fra den 53. uge og frem.

Kommunale beslutninger om ydelse af hjælp kan ankes til Ankestyrelsen.

Hjælp efter loven kan ydes til enhver, der lovligt opholder sig i Danmark. Retten til vedvarende hjælp, dvs. hjælp ud over et halvt år, er dog betinget af, at modtageren har dansk indfødsret eller at vedkommende er dækket af en international konvention, fx anerkendte flygtninge. Der kan i særlige tilfælde ydes hjælp under ophold i udlandet.

Kontantydelserne er løbende hjælp i form af kontant- og starthjælp, hjælp til forsørgelse i forbindelse med revalidering og hjælp i særlige tilfælde til fx medicin, tandbehandling, flytning eller udgifter i forbindelse med samvær med børn.

Tildeling af kontanthjælp og starthjælp er betinget af, at modtageren har været udsat for ændringer i sine forhold, fx arbejdsløshed, sygdom, ophør af samliv med ægtefællen eller lignende. Denne ændring skal have forårsaget, at den pågældende er kommet i trang. Hvis ikke modtageren har opholdt sig i Danmark i sammenlagt syv år inden for de seneste otte år, ydes der i stedet den lavere starthjælp.

Kontanthjælp ydes som en fast skattepligtig ydelse. Der er en lang række forskellige regler for modtagelse af kontanthjælp afhængig af alder, uddannelse, forsørgelse m.v.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig