Folkepension er en offentlig indkomstoverførsel til personer, som har nået folkepensionsalderen. Den er dermed en retsbestemt ydelse, hvis niveau dog er afhængig af især andre indkomster.
Folkepensionsalderen har ændret sig over tid og er fra den 1. juli 2022 fastsat til 67 år. Den vil i 2030 blive forhøjet til 68 år.
Folkepensionen består af et grundbeløb og et pensionstillæg. Grundbeløbet er ens for enlige og samlevende, hvorimod pensionstillægget er højere for enlige.
Grundbeløbet kunne indtil den 1. januar 2023 blive sænket som følge af arbejdsindkomst eller indtægt fra selvstændig erhvervsvirksomhed, hvorimod pensionstillægget reguleres på baggrund af alle indkomster, herunder aktieindkomst eller anden kapitalindkomst, samt ATP og arbejdsmarkedspension. Der er en bundgrænse, hvor indkomster herunder ikke medfører en reduktion i pensionen. Udviklingen af især de kollektive arbejdsmarkedspensioner har medført, at en stigende andel af befolkningen alene modtager grundbeløbet, når de når folkepensionsalderen, og det forventes, at denne andel vil stige i de kommende år.
I forlængelse af folkepensionen er der også mulighed for at modtage en ældrecheck, der ikke kun er afhængig af indkomst, men også af en eventuelt formue. Arbejdsindkomst kan indgå ved beregningen heraf, da den tager udgangspunkt i den personlige tillægsprocent.
Mange folkepensionister får udover arbejdsmarkedspension også ATP. Det betyder samlet, at selvom folkepensionen stadig er central til at sikre en vis levefod for pensionister, så har en række andre ordninger fået betydning for de samlede levevilkår for folkepensionister.
Folkepensionen er dermed en af de tre søjler i et samlet pensionssystem, hvor de to andre er dels kollektivt baseret opsparing i arbejdsmarkedspensionerne og individuel personlig opsparing.
I 2022 var der ca. 1.045.000 folkepensionister, hvoraf de ca. 580.000 fik fuldt pensionstillæg, og ca. 140.000 ikke fik noget pensionstillæg og resten delvist pensionstillæg. Der var godt 30.000 personer som fik brøkpension.
Den første danske lov om alderdomsunderstøttelse til værdigt trængende blev vedtaget i 1891. Understøttelsen var trangsbestemt og skønsmæssig, trangen måtte ikke være selvforskyldt, og modtageren skulle være fyldt 60 år og have indfødsret og bopæl i Danmark.
I 1922 blev alderdomsunderstøttelsen afløst af en aldersrente, som var et fast, indtægtsreguleret beløb, hvortil der var knyttet visse værdighedskrav. Renten var en særdeles beskeden ydelse, som blev ydet fra det 65. år, undtagelsesvis fra det fyldte 60. år.
Aldersrenteloven kan i flere henseender betegnes som skelsættende. Almisseprincippet blev afløst af et retsprincip, og aldersrenten blev finansieret over skatterne og ikke via tvungne arbejdsmarkedsbidrag til forsikringsordninger, som det var tilfældet i de fleste europæiske lande. Endvidere blev loven fundamentet for den senere udvikling af alderdomsforsørgelsen i Danmark.
Der er sket en gradvis forhøjelse af ydelserne og en stadig lempeligere indtægtsregulering, der efterhånden har medført, at stort set alle danskere, som opfylder alderskravet, omfattes af ordningen.
Som milepæle i denne udvikling kan nævnes Folkeforsikringsloven fra 1933 samt en lov fra 1956, som indebar, at betegnelsen aldersrente ændredes til folkepension. 1956-loven betegnes også som det tidspunkt, hvor folkepension blev en universel ydelse i den danske velfærdsstat. Med virkning fra 1957 blev der gennemført en ordning, der indebar adgang til at oppebære folkepensionens mindstebeløb uden hensyn til modtagerens økonomiske forhold.
Denne ordning blev udbygget fra 1964, indtil der i 1970 var adgang for alle, der opfyldte alderskravet, til at få folkepensionens fulde grundbeløb. Til pensionister med ingen eller kun beskeden indtægt blev der ydet et pensionstillæg. Værdighedskravene bortfaldt endeligt i 1960.
Alderskriterierne mht. at opnå aldersrente og senere folkepension har bl.a. under hensyn til de ældres beskæftigelsessituation varieret en del siden Aldersrentelovens vedtagelse. Enlige kvinder har i lange perioder været begunstiget ved et lavere alderskrav end andre. Alderskriteriet for folkepension blev i 1999 ændret fra 67 år til 65 år for personer, der er født efter d. 30. juni 1939, uanset køn og civilstand. Den er siden, se ovenfor, igen forhøjet til 67 år og forventes i takt med at befolkningen lever længere at blive sat yderligere op.
Fuldt grundbeløb og pensionstillæg forudsætter normalt mindst 40 års bopæl i Danmark mellem det fyldte 15. og 65. år. Hvis bopælstiden er kortere, udbetales pensionen som en brøkdel af det fulde beløb. Ansøgning indgives til bopælskommunen. Kommunens afgørelser kan indklages for det sociale nævn. Staten finansierer fuldt ud udgifterne til folkepensionen.
Med virkning fra 2004 blev der gennemført en ordning, der indebærer mulighed for, at personer, der opfylder betingelserne for ret til folkepension, kan udskyde udbetalingen af folkepension til et tidspunkt, der ligger efter det fyldte 65. år, senere forhøjet i takt med forhøjelsen af folkepensionsalderen.
Ordningen kaldes opsættende pension og har til formål at give ældre en større økonomisk tilskyndelse til at fortsætte på arbejdsmarkedet. Den retter sig mod personer, som kan og vil arbejde i et væsentligt omfang, og som derfor ville få reduceret folkepensionens grundbeløb på grund af arbejdsindtægter.
Disse personer kan senere få forhøjet den løbende pension med et tillæg for opsat pension. I opsætningsperioden optjenes således ret til at få forhøjet den senere folkepension med en procentdel – venteprocenten – der forhøjes, jo længere tid pensionen opsættes. Det kan i dag også udbetales som et engangsbeløb.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.