Det er lovligt at købe og sælge seksuelle ydelser i Danmark, så længe sælgeren er fyldt 18 år.

I 1999 blev prostitutionslovgivningen i Danmark ændret, og det blev lovligt at tjene penge på at sælge seksuelle ydelser. Dog er sexsalg ikke anerkendt som et legalt erhverv, og der er stadig forhold relateret til prostitution, som er kriminaliseret. For eksempel er rufferi, bagmandsvirksomhed og menneskehandel strafbart.

I den offentlige debat beskrives den danske lovgivning vedrørende sexsalg ofte som en juridisk gråzone, da lovgivningen hverken fuldgyldigt legaliserer eller kriminaliserer sexsalg. Kritikere af den eksisterende danske lovgivning påpeger desuden, at selv om lovgivningen har til hensigt at beskytte sexsælgere mod udnyttelse, gør den sexsælgere sårbare over for potentiel udnyttelse af kriminelle netværk. De udsættes også for yderligere risici og skadevirkninger, fordi de må arbejde alene eller i det skjulte.

Prostitution i straffeloven

Der er en række en række bestemmelser i straffeloven, som beskæftiger sig med køb og salg af seksuelle ydelser. Det gælder bl.a. straffelovens § 224, som fastslår, at det er ulovligt at købe sex af en person, som er under 18 år, og det er også ulovligt at medvirke til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en anden. Straffen for at overtræde § 224 er bøde eller fængsel i op til seks år.

Derudover er køb og salg af seksuelle ydelser reguleret på baggrund af straffelovens § 233, som omhandler rufferi og fastslår, at ”den, der driver virksomhed med, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, straffes for rufferi med fængsel indtil 4 år”. I § 233 præciseres det yderligere, at det er strafbart at tjene på andres sexsalg fx ved at optræde som mellemmand, samt at det er strafbart at udleje hotelværelser til brug ved sexsalg.

Prostitution som erhverv

Fordi det er lovligt at tjene penge på at sælge seksuelle ydelser, skal man, ligesom med alle andre indtægtskilder, betale skat af det, man tjener. Tjener man mere end 50.000 kr. om året på at sælge seksuelle ydelser, skal sælgeren lade sig momsregistrere som selvstændigt erhvervsdrivende.

Trods afkriminaliseringen i 1999 anerkendes sexsalg ikke som et legalt erhverv i Danmark, og derfor har sexsælgere ikke arbejdstagerrettigheder. Dog kan der være særlige forhold, som gør sig gældende, hvis man som sexsælger registrerer sig som selvstændigt erhvervsdrivende og lader sig momsregistrere. For eksempel er man som selvstændigt erhvervsdrivende jf. lov om sygedagpenge § 1 berettiget til sygedagpenge efter to ugers sygdom, hvis de øvrige bestemmelser vedrørende sygedagpenge, herunder beskæftigelseskravet, er opfyldt.

Prostitutionslovgivning andre steder i verden

Lovgivningen vedrørende salg af sex varierer markant fra land til land, men der er generelt tre forskellige juridiske modeller: kriminalisering, afkriminalisering og legalisering.

I kriminaliseringsmodellen reguleres sexsalget primært gennem strafferetlige sanktioner, hvor både sælgere og købere kan straffes i henhold til loven. Alle aktiviteter relateret til køb og salg af seksuelle ydelser er dermed strafbare.

Afkriminaliseringsmodellen involverer derimod fjernelse af kriminalisering af selve sexsalget, så man ikke kan straffes for at sælge sex. Afkriminalisering betyder dog ikke nødvendigvis, at der slet ingen regulering er, og der kan eksempelvis være regler for, hvor gammel man skal være for at sælge sex.

I legaliseringsmodellen reguleres sexsalget normalt ved hjælp af andre love såsom arbejdsmarkedslovgivning, og sexsalg anerkendes dermed som en form for erhverv.

I praksis bruger lande ofte en blanding af de tre modeller, og nogle aktiviteter relateret til sexsalg er derfor ulovlige, mens andre er lovlige. I lande som Sverige, Norge og Island er det fx ulovligt at købe sex, men det er ikke ulovligt at sælge sex. Hensigten er at reducere efterspørgslen efter betalt sex. Argumentet for at kriminalisere køberen frem for sælgeren er, at man herved forsøger at undgå, at sexsælgere stigmatiseres. Kritikere af modellen mener dog, at man risikerer at sætte sexsælgere i fare og gøre det vanskeligere at bekæmpe kriminalitet relateret til sexsalg. Da Sverige var det første land til at lave denne form for regulering, betegner man ofte modellen som ”Den svenske model” eller ”Den nordiske model”.

Flere europæiske lande som Irland (i 2014), Nordirland (i 2015) og Frankrig (i 2016) har ladet sig inspirere af den nordiske model og har også kriminaliseret sexkøbere. I andre lande som fx New Zealand har man fjernet kriminaliseringen af sexsalg for personer over 18 år og samtidig givet dem, der sælger sex, de samme rettigheder som almindelige arbejdstagere.

Den danske prostitutionslovgivnings historie

Den nuværende danske lovgivning kan kaldes en delvis afkriminalisering, da det er lovligt at købe og sælge sex, men salg af sex er ikke anerkendt som et erhverv. Gennem historien har man forsøgt at modvirke eller regulere salg af sex med forskellige midler. Hensigten med de forskellige midler har også været skiftende gennem historien og har bl.a. handlet om at værne om den konventionelle kønsmoral, at forebygge spredning af kønssygdomme, at beskytte udsatte grupper mod udnyttelse, at beskytte samfundet mod fordærv mv.

I middelalderen fik prostituerede mange steder forbud mod at klæde sig prangende, og det forekom, at prostituerede blev pålagt at bære særlige kendetegn, således at de kunne skelnes fra ærbare kvinder. I 1496 blev det i en forordning påbudt prostituerede i Malmø at bo i bestemte kvarterer af byen og bære en rød og sort hue; dette gjaldt formentlig for hele Danmark. I 1522 måtte prostituerede ifølge Christian 2.'s købstadslov gå i det tøj, de ville, bortset fra kåber, så man dog kunne kende dem fra andre kvinder; men de skulle stadig bo i særlige bydele.

Christian 5.s Danske Lov 6-22-5 forbød bordelvirksomhed, og Danske Lov 6-13-30 fastsatte straf for kvinder, som opholdt sig i "Horehuse til Utugt", og straf for mænd, som "sig i Horehuus lader finde til Utugt at bedrive og der antreffis". En plakat fra 1775 hjemlede straf for kvinder, som "paa deres egne Værelser tillade Freqvence af Mandfolk". Uden for disse tilfælde var der ikke udtrykkelig straffehjemmel.

Den politimæssige kontrol blev i begyndelsen af 1800-tallet ledsaget af en sundhedsmæssig kontrol. Straffeloven af 1866 fastsatte strafansvar for "Fruentimmer, som imod Politiets Advarsel søge Erhverv ved Utugt", men tillod den såkaldt reglementerede utugt, også kendt som den reglementerede prostitution. Den reglementerede prostitution betød, at kvinder, der solgte seksuelle ydelser, skulle indskrives under politimæssigt opsyn som såkaldte offentlige fruentimmere, og herudover blev kvinderne underlagt et kontrolsystem med ugentligt lægeligt tilsyn. Lov om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse af 1874 regulerede nærmere kontrollen med de prostituerede.

I 1906 blev reglementeringen af utugt afskaffet, og den direkte kriminalisering af ureglementeret prostitution blev ophævet. Samtidig blev prostitution imidlertid kriminaliseret indirekte, idet lovgivning om foranstaltninger mod løsgængeri blev gjort anvendelig på prostituerede.

Indtil 1967 indeholdt Straffeloven en bestemmelse om kønslig usædelighed med en person af samme køn. Bestemmelsen blev i praksis anvendt over for mandlige prostituerede (trækkerdrenge).

Efter Straffeloven § 199, der var gældende indtil den 1. juli 1999, kunne politiet pålægge en person at søge lovligt erhverv, og personen kunne straffes, hvis pålægget ikke blev efterkommet. Selvom politiet i de sidste år ikke gav pålæg efter Straffeloven § 199, medførte ordningens eksistens, at prostituerede var tilbageholdende med at vedkende sig deres erhverv over for myndighederne, hvilket vanskeliggjorde en social indsats.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig