Muskelsvindfonden, privat dansk interesseorganisation, stiftet 1971 med det formål at forbedre livsvilkårene for mennesker med en række neuromuskulære sygdomme, også kaldet muskelsvind. I 1996 samlede fonden sine rådgivnings- og udviklingsopgaver i den selvejende institution Institut for Muskelsvind, der fungerer som ambulant hospital uden sengepladser. Siden 1983 har fonden med hjælp fra ca. 2000 frivillige årlig arrangeret udendørskoncerter, bl.a. Grøn Koncert, med danske rock- og popgrupper med det formål at indsamle penge til fondens virke. I 1998 havde Muskelsvindfonden ca. 1800 medlemmer.