Danmark – bygge- og anlægsvirksomhed, Aktiviteterne i bygge- og anlægssektoren omfatter nybyggeri, reparation og vedligeholdelse af boliger og erhvervsbygninger samt etablering og vedligeholdelse af veje, havne og lufthavne, broer og tunneler samt kloakanlæg. Bygge- og anlægssektorens andel af Danmarks samlede produktionsresultat målt ved bruttoværditilvæksten udgjorde i 2005 ca. 5%, hvilket svarede til ca. 74 mia. kr. Sektorens andel af den samlede beskæftigelse lå på godt 6% svarende til omtrent 172.000 personer.

Bygge- og anlægssektoren består overvejende af små virksomheder. Ca. 28.000 virksomheder er momsregistreret, hvoraf de 24.000 har færre end 10 beskæftigede (2003).

En voldsom nedgang i boligbyggeriet gennem 1970'erne og 1980'erne reducerede sektorens produktion og beskæftigelse betydeligt; i begyndelsen af 1990'erne opførtes 14.000 boliger om året. I 1994 begyndte et opsving med stigende produktion og beskæftigelse til følge. I 2005 blev der fuldført knap 27.000 nye boliger, og der var tale om pæn vækst i såvel erhvervsbyggeriet som ved anlægsarbejder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig