betalingsbalance

1. Vareeksport fob
2. Vareimport fob
3. Handelsbalance fob (1-2)
4. Søtransport
5. Rejser
6. Øvrige varer, tjenester og indkomst
7. Vare- og tjenestebalance (3+4+5+6)
8. Renter, udbytter mv.
9. EU
10. Ensidige overførsler
11. Løbende poster (7+8+9+10)
12. Kapitalposter
13. Nettofordringserhvervelse (11+12)
14. Finansielle poster
15. Formindskelse af Nationalbankens valutareserve
16. Saldo på samlet betalingsbalance = 0 (13+14+15)

Værdien af de økonomiske transaktioner indgår, uanset om de er foretaget i danske kroner eller i udenlandsk valuta.

Posterne på betalingsbalancen samles i en række delbalancer, som hver for sig kan være i over- eller underskud. De vigtigste delbalancer er handelsbalancen, vare- og tjenestebalancen samt betalingsbalancens løbende poster, som er summen af vare- og tjenestebalancen, renteposten samt posterne for indkomstoverførsler. Nettofordringserhvervelsen er summen af de løbende poster og kapitalposterne, der er kapitaloverførsler af engangskarakter, som normalt er af ubetydelig størrelse.

En positiv nettofordringserhvervelse angiver en løbende nettoindtjening af fremmed valuta. De finansielle poster viser, hvordan dette overskud anvendes til at erhverve udenlandske aktiver i form af bl.a. udenlandske bankindskud, obligationer, aktier, direkte investeringer i udlandet eller afdrag på gæld til udlandet. Endelig kan det anvendes til at forøge Nationalbankens valutareserve.

En negativ nettofordringserhvervelse angiver tilsvarende et løbende nettoforbrug af fremmed valuta. De finansielle poster viser, hvordan dette underskud finansieres ved låntagning i udlandet eller ved at nedbringe udenlandske aktiver. Endelig kan underskuddet finansieres ved formindskelse af valutareserven.

Når man i Danmark bruger ordet ”betalingsbalance”, er det underforstået, at der er tale om betalingsbalancens løbende poster. Den særlige interesse for denne delpost skyldes, at den i realiteten bestemmer udviklingen i nettotilgodehavendet overfor udlandet, idet forskellen mellem de løbende poster og nettofordringserhvervelsen normalt er ubetydelig. Nettotilgodehavende (eller gæld) overfor udlandet registreres på kapitalbalancen.

De vigtigste kilder til opgørelsen af den danske betalingsbalance er Danmarks Statistiks udenrigshandelsstatistik og Danmarks Nationalbanks valutastatistik, men der indsamles også direkte oplysninger fra pengeinstitutter og andre erhvervsvirksomheder.

Fra 1960 til 1989 havde Danmark underskud på betalingsbalancens løbende poster i alle år bortset fra 1963. Fra 1990 har der været overskud.

Saldoen på betalingsbalancens løbende poster angives ofte som en væsentlig målsætning for et lands økonomiske politik. Den ønskede betalingsbalance i en given periode er ikke nødvendigvis nul, men vil være positiv i lande, som sigter mod at nedbringe deres udlandsgæld og sikre fremtidige generationer en bedre forsørgelse.

Omvendt kan den ønskede betalingsbalance være negativ i lande med særlig gode investeringsmuligheder, f.eks. som følge af erhvervsomstilling, genopbygning efter krige, naturkatastrofer m.v.

Hvis betalingsbalancen ikke svarer til den ønskede, vil der på lidt længere sigt ofte være behov for politisk-økonomiske indgreb. Sådanne indgreb er nært knyttet til de samfundsøkonomiske mekanismer, som er bestemmende for betalingsbalancen. Der skelnes almindeligvis mellem to mekanismer eller forklaringer.

Ifølge den første forklaring er en positiv eller en negativ betalingsbalance et resultat af, at den indenlandske efterspørgsel er mindre hhv. større end den indenlandske produktion. En påvirkning af betalingsbalancen i positiv retning opnås derfor ved at reducere den indenlandske efterspørgsel, f.eks. ved at stramme finanspolitikken.

En sådan reduktion vil samtidig begrænse den indenlandske produktion og dermed beskæftigelsen, da efterspørgslen retter sig imod varer og tjenester, som er produceret i både ind- og udland. Omvendt kræver en ændring af betalingsbalancen i negativ retning, at den indenlandske efterspørgsel forøges, hvilket normalt også vil forøge beskæftigelsen.

Den anden forklaring tager udgangspunkt i den opfattelse, at betalingsbalancen bestemmes som forskellen mellem et lands eks- og import og dermed af produktions- og afsætningsvilkår i ind- og udland. Disse vilkår er især afhængige af konkurrenceevnen og dermed af produktivitet, arbejdsløn, valutakurs.

Dertil kommer betydningen af udbuddets og efterspørgslens følsomhed over for prisændringer, der ofte beskrives vha. priselasticiteter. Hvis den indenlandske efterspørgsel efter import og den udenlandske efterspørgsel efter eksport fra indlandet er meget prisfølsomme, vil en forbedring af konkurrenceevnen føre til en forbedring og tilmed en kraftig forbedring af betalingsbalancen. Samtidig vil produktion og beskæftigelse blive forøget.

De økonomisk-politiske muligheder for at påvirke betalingsbalancen koncentreres i henhold til denne mekanisme omkring ændringer i konkurrenceevnen, herunder ændringer af valutakursen. En ændring af valutakursen vil dog som regel også føre til ændringer i det generelle pris- og lønniveau, og disse ændringer vil modvirke og i hvert fald på længere sigt helt kunne ophæve virkningen på konkurrenceevnen af den oprindelige valutakursændring.

På kort sigt vil en devaluering af et lands valuta imidlertid kunne forbedre konkurrenceevnen, selvom den også fører til prisstigninger. Omvendt vil en revaluering forværre konkurrenceevnen på kort sigt og på længere sigt føre til prisfald. Den økonomiske politik kan imidlertid også ændre konkurrenceevnen gennem indkomst- og arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger, dvs. ved løn- og prisændringer eller ved at skabe og ændre incitamenterne hertil.

De to forklaringer udelukker ikke hinanden, således at både indenlandsk efterspørgsel og konkurrenceevne bestemmer betalingsbalancen. Den økonomiske politiks muligheder går derfor gennem to kanaler, nemlig den efterspørgselsregulerende politik som fx finanspolitikken og den konkurrenceevnepåvirkende politik som fx valutakurspolitikken.

Disse politikker påvirker tillige indenlandsk produktion og beskæftigelse, der også er væsentlige målsætninger for den økonomiske politik. Det tilsvarende gælder prisniveau og inflation. Den samlede tilrettelæggelse af den økonomiske politik kræver derfor som regel, at der tages hensyn til alle disse forhold.