statistik

Statistik har udgangspunkt i to beslægtede discipliner. Statsbeskrivelse var kendt i oldtiden og fra 1500-t. i Europa, men omfattede også ikke-talmæssige oplysninger. Den politiske aritmetik, der blev introduceret i England i 1600-t., lagde derimod stor vægt på numeriske opgørelser af samfundsforhold, og de politiske aritmetikere var tillige pionerer inden for den demografiske videnskab. Befolkningsforhold blev dermed tidligt et af statistikkens vigtigste emneområder. Officiel statistik i moderne forstand etableredes fra 1700-t., navnlig i form af folketællinger (den første i verden 1703 i Island, første i Danmark 1769, almindelig befolkningsstatistik i Sverige fra 1749). Folketællinger gav i begyndelsen ofte dårlige resultater pga. manglende organisation og teknik. Den officielle statistik blomstrede op i 1800-t. og blev institutionaliseret i en del lande (i Danmark 1850 i Det Statistiske Bureau, se Danmarks Statistik). Desuden etableredes internationalt samarbejde (statistiske kongresser fra 1853, International Statistical Institute, ISI, 1885, nordisk samarbejde fra 1889). Omkring 1900 fik den officielle statistik ny fremgang og gavn af tekniske fremskridt; bl.a. anvendtes hulkort ved folketællinger (1891 i USA, 1911 i Danmark). I mellemkrigstiden var udviklingen præget af økonomiske kriser og af samarbejde under Folkenes Forbund og ISI. Samarbejdet fortsatte efter 2. Verdenskrig, fra 1947 under ledelse af FN's Statistical Commission. Siden er der sket en stærk udvikling dels pga. anvendelsen af computere, dels under påvirkning af øgede nationale behov og voksende globalt og regionalt samarbejde. Dette har i EU betydeligt omfang, er af bindende karakter og fastlægger derfor i vidt omfang rammerne for medlemslandenes statistik. I 1970'erne og 1980'erne blev den officielle statistik i mange lande udsat for stærk kritik med udgangspunkt i en udbredt, mediestøttet bekymring for farer ved computerregistrering.

Detailoplysninger om statistiske enheder som boliger, personer og virksomheder kan evt. fremskaffes ved direkte observation, men indsamles normalt fra respondenter ved direkte henvendelse eller via postbefordrede spørgeskemaer, elektronisk formidling eller ved interview, herunder pr. telefon. Desuden anvendes (i Danmark som en hovedkilde) oplysninger fra edb-registre og andre administrative kilder.

Resultaterne består af aggregerede antal og summer samt af gennemsnit og spredninger i absolutte og relative tal, fordelt efter en række kriterier. De omfatter både tilstandsbeskrivelser og sammenligninger over tid. Resultaterne er anonyme i forhold til grundenhederne og præsenteres som regel i tabeller, grafer og data til modelberegninger.

Mellem grunddata og resultater ligger en række processer, der bl.a. omfatter indsamling, inddatering, opsøgning og korrektion af fejl (editering), kombination af oplysninger fra flere kilder samt optællinger og beregninger. I samfundsbeskrivende statistik kan forbindelsen mellem grunddata og resultater forekomme uigennemskuelig, hvilket er en mulig grund til, at statistikken fra tid til anden udsættes for mistanke om at tjene skjulte formål (fx registrering med henblik på kontrol). Risikoen for, at statistiske grundoplysninger kommer på afveje, undgås imidlertid ved konsekvente regler om statistisk fortrolighed, der gælder individuelt genkendelige detailoplysninger. Princippet er bl.a. fastlagt i EU-regler og nationale persondatalove og i Danmark gennem lang sædvane.

Statistik om samfundsforhold formidles ad mange kanaler. Den enkelte borger tilgodeses normalt via medierne, af summariske publikationer og via Internettet, mens specialiserede brugere, fx organisationer, forvaltning, lovgivningsmagt og forskningsenheder, betjenes med udførlige publikationer, databanker med detaljerede oplysninger og formålsbestemte specialopgørelser og -analyser. Se statistiske databanker og statistiske publikationer.