Letland - sociale forhold, Overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi efter uafhængigheden i 1991 medførte et voldsomt produktionsfald både i industri og i landbrug med stor arbejdsløshed og et generelt fald i levestandarden til følge. De ændrede ejendomsforhold skabte store økonomiske kløfter i samfundet. I meget høj grad lykkedes det for den gamle kommunistiske elite at overtage de tidligere statsvirksomheder og omforme sig selv til en nyrig overklasse, mens 90% af befolkningen i 1996 levede under den officielle fattigdomsgrænse. Der var imidlertid en meget stor uformel (sort) sektor i økonomien, hvorfor både levestandard og beskæftigelsesgrad skønnedes at være op til 50% højere end den officielt angivne. Det kommunistiske system gav ret til arbejde og pension. Med markedsøkonomien og dens følger blev det nødvendigt at indføre skattebaserede sociale ydelser. Med udgangspunkt i vestlige velfærdsmodeller, men med meget lavere ydelser, blev der ad hoc indført arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge, børnetilskud og boligtilskud. De sociale ydelser udgjorde i 1994 over 40% af statsbudgettet. Pensionsalderen var tidligere 55 år for kvinder og 60 for mænd. I 1995 blev et nyt pensionssystem imidlertid vedtaget; det sættes gradvis i værk og indebærer bl.a. variabel pensionsalder, mindstepension og indkomstrelaterede ydelser.

Læs mere om Letland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig