sociale forhold i Rusland

Rusland – sociale forhold, Ruslands krise har medført omfattende sociale problemer. Siden 1992 har forsøg på samfundsreformer været præget af økonomisk determinisme, hvor socialpolitikken indtager en sekundær rolle; ca. 10% af finanslovens udgifter går til sociale formål. Socialforsikringerne finansieres primært gennem bidrag fra virksomhederne.

Sygedagpengebeløbet udgør 60-100% af månedslønnen afhængigt af den enkeltes anciennitet, men svarer oftest til en gennemsnitsløn. Arbejdsløshedsdagpenge udbetales i højst ét år af en offentlig beskæftigelsesfond og afhænger af tidligere indkomst og anciennitet. Skjult arbejdsløshed er omfattende; bl.a. er mange lønarbejdere siden 1992 blevet sendt på ekstraordinær ferie uden feriepenge, eller arbejdsugen er blevet vilkårligt forkortet.

Alderspension kan generelt opnås af kvinder fra det fyldte 55. år og af mænd fra det fyldte 60. år. Den udbetalte pension afhænger af branche og anciennitet. Den offentlige pensionsfond finansieres af virksomhederne med arbejdsgiverbidrag (1% af månedslønnen). Pensionen dækker knap eksistensminimum, og udbetalingerne er siden 1992 i flere regioner sket med forsinkelse.

Invalidepension beregnes ud fra anciennitet, dog ikke i forbindelse med arbejdsulykker. Over 5 mio. indbyggere er erklæret handicappede; der findes dog kun 65 000 pladser på beskyttede værksteder. Siden 1991 er der i samarbejde mellem stat og regionsforvaltninger åbnet over 2000 sociale servicecentre. På grund af resursemangel foregår arbejdet med nye sociale problemer som gadebørn og hjemløse kun i begrænset omfang i kommunalt regi. En række byer har oprettet herberger.

Rusland savner helt indkomstudligning og har heller ikke progressiv indkomstskat; indkomstskatten er på 13% for alle, mens skatten på kapitalindkomster er maksimalt på 20% (2011).