civilreligion

I Rousseaus betragtning har der altid været en form for spænding mellem den verdslige og den religiøse magt på grund af eksistensen af både en hersker og borgerlige love. Denne dobbelte tilstedeværelse har ført til konstante konflikter om autoritet, hvilket har forhindret oprettelsen af en velordnet tilstand i kristne samfund.

Problemet har været så dybt, at det har været uklart for folk, om de først og fremmest skulle adlyde deres sekulære leder eller deres religiøse leder.

Amerikansk civilreligion inkluderer eksempelvis præsidentindsættelser. Hver gang en ny præsident indsættes i USA, er der en række ceremonier og ritualer, der følger. Den afgående præsident og den nyvalgte præsident kører ofte sammen til indsættelsesceremonien, hvilket symboliserer en fredelig overgang af magt.

Efter indsættelseseden sværger den nyvalgte præsident på en bibel og afslutter med ordene "så hjælp mig Gud". Herefter holder præsidenten en tale til nationen. Dette ritual symboliserer enhed, kontinuitet og nationens værdier.

Denne civilreligiøse dimension kommer til udtryk, når danskere i særlige øjeblikke inddrager religiøse elementer i fejringen af nationen. Eksempler på dette kunne være under højtideligheder som Sankthans, Grundlovsdag eller når man mindes historiske begivenheder såsom Befrielsen den 5. maj eller Valdemarsdag.

Disse handlinger og symboler, når de ses samlet, skaber en overordnet civilreligiøs helhed, der fungerer som en videnskabelig konstruktion til at forstå borgernes kollektive identitet og nationalfølelse.

Fordelen ved civilreligion for forskeren er, at det giver et teoretisk grundlag for at fortolke og forstå de situationer, hvor religion og national tilknytning flettes sammen i offentlige udtryk og ritualer. Civilreligion involverer altså en række ritualer, myter, tekster og symboler, der alle peger på nationen som en enhed med en særlig betydning, der er hævet over det hverdagslige og private.

Denne teoretiske tilgang til civilreligion i Danmark er både inspireret af Rousseaus top-down-perspektiv, hvor statens legitimitet bekræftes over for borgerne, og Durkheims bottom-up perspektiv, som understreger statens folkelige forankring.

Kilder til forståelse af civilreligion inkluderer taler ved nationale begivenheder, nationalstatlige ceremonier, sangtekster og interviews med deltagere i civilreligiøse arrangementer samt observationer fra feltarbejde. Disse kilder bidrager til at forme en omfattende forståelse af, hvordan civilreligion praktiseres og opleves i Danmark.

Ritualerne, der finder sted i Christiansborg Slotskirke, er både en fejring af nationen og en bekræftelse af Folketingets medlemmers status som lovgivere. Statsministerens traditionelle opfordring til et "leve for Danmark" og det trefoldige hurra, der følger, er højdepunkter, der udtrykker national enhed og samhørighed.

Disse handlinger tjener til at styrke den danske nationale identitet, der er tæt knyttet til det danske sprog, demokratiet og velfærdssamfundet, som Bertel Haarder har beskrevet: "Folketingsmedlemmerne samles i slotskirken om det, vi er fælles om og i folketingssalen, om det vi er uenige om."

Disse åbningsritualer viser tydeligt, hvordan civilreligion fungerer som et bindeled mellem fortidens traditioner og nutidens politiske og sociale liv. De understreger den særlige samhørighed, som det danske folk føler med deres stat og regering, og de skaber en forestilling om fællesskab, der adskiller "os" fra "dem". Men samtidig rejser de spørgsmål om inklusion og eksklusion, særligt i et land, hvor mangfoldigheden stiger, og hvor flere borgere måske ikke deler den folkekirkelige baggrund.