Udenrigstjenesten, sammenfattende betegnelse for Udenrigsministeriet, de diplomatiske og de konsulære repræsentationer. Disse tre grene udgør med Udenrigslovens ord "en fælles tjeneste og er én myndighed". Udenrigstjenestens formål er ved Udenrigsloven af 1983 beskrevet som varetagelse af rigets mellemfolkelige anliggender, ledelse og koordinering af udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske forbindelser til udlandet, herunder Danmarks deltagelse i samarbejdet inden for EU, internationale organisationer og det internationale udviklingssamarbejde, hvortil kommer behandling af folkeretlige spørgsmål samt ydelse af bistand til danske statsborgere og danske virksomheder i deres erhvervsmæssige forbindelser med udlandet. Se også diplomatiske forbindelser.