Partiidentifikation er en følelse blandt vælgere af at være tilknyttet et bestemt politisk parti. Disse kernevælgere fastholder i deres livsforløb at stemme på det samme parti eller hurtigt vende tilbage til det, hvis de ved et enkelt valg har stemt på et andet parti. Den amerikanske sociolog og psykolog Angus Campbell studerede i 1950'erne den amerikanske vælgeradfærd og påviste gennem panelinterview (se longitudinalundersøgelser), at partiidentifikation hos størstedelen af vælgerne var den mest stabile politiske holdning overhovedet. Ifølge Campbell skabes partiidentifikationen i opvæksten, vokser i intensitet med alderen og øver indflydelse på vælgernes mening om politiske stridsspørgsmål. Denne vælgeradfærd genfindes i alle lande med ældre partisystemer. I Danmark identificerer ca. halvdelen af vælgerne sig med et bestemt parti dog med en nedadgående tendens.