Smågruppeforskning, sociologisk forskning i den mindste sociale enhed, primærgruppen, som er karakteriseret ved, at deltagerne er i vedvarende ansigt til ansigt-kontakt. Udtrykket smågruppeforskning henviser især til amerikansk forskning, indledt i 1930'erne med en opmærksomhed om arbejdsgruppens betydning for produktiviteten (de såkaldte Hawthorne-eksperimenter) og under 2. Verdenskrig med interesser i at effektivisere kampgrupper og propaganda. Socialpsykologen Kurt Lewins undersøgelser påviste små gruppers overlegenhed mht. påvirkning af holdninger og adfærd sammenlignet med foredrag eller massemediekampagner. Hovedemner i den omfattende smågruppeforskning har været opgaveløsning, trivsel, konflikter, fordomme og former for autoritet og lederskab.