Arbejderklasse, faglærte og ikke-faglærte arbejdere. Ordet anvendes især, når arbejdernes fælles interesser og deres modsætningsforhold til andre sociale grupper skal understreges. Underordnede funktionærer med rutinearbejde henregnes desuden ofte til arbejderklassen, og afgrænset på denne måde udgjorde arbejderklassen godt halvdelen af arbejdsstyrken i Danmark i 1990'erne.

Begrebet arbejderklasse kan føres tilbage til industrialismens gennembrud. Denne klasse blev bl.a. af Marx også kaldt proletariatet og omfattede de mennesker, som hverken ejede eller kontrollerede produktionsmidlerne. Begrebet indtager en dominerende plads i socialistisk ideologi og marxistisk teori og betegner her den klasse, der på længere sigt bør og vil komme til at overtage magten i samfundet.

I Skandinavien har arbejderklassen organiseret sig i socialdemokratiske partier, fagforeninger og kooperative bevægelser. Velfærdsstatens dannelse — delvis i samarbejde med andre sociale klasser — er derigennem blevet arbejderklassens historiske rolle.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig