postindustrielt samfund

Postindustrielt samfund, stadium i samfundsudviklingen, der følger efter industrisamfund. Teoretisk blev det først defineret af Daniel Bell med bogen The Coming of Post-Industrial Society (1973). Ifølge Bell er de vigtigste kendetegn, at majoriteten af lønarbejdere ikke længere er beskæftiget med industriarbejde, men med andre aktiviteter, især servicearbejde, vidensudvikling og -formidling samt administration, hvorfor det også omtales som et servicesamfund. I det postindustrielle samfund måles udviklingsfremskridt i vækst i viden, mens industrisamfundets fremskridt blev målt i penge. Samfundsinstitutioner, der har med vidensudvikling og -formidling at gøre, får størst social prestige i samfundet, fx forsknings- og udviklingsinstitutioner, biblioteker og virksomheder, der arbejder med informationsservice. Se også informationssamfund. Den nye magtfulde sociale klasse bliver teknokratiet eller eksperterne, der afløser kapitalbesidderne som samfundets herskende klasse. Det politiske niveau bliver mindre præget af konflikter mellem klasseinteresser, ideologier og utopier, mere af konsensus om det postindustrielle samfunds optimale forvaltning. I samfundsvidenskab bruges betegnelsen postindustrielt samfund også om en samfundsform, hvor de fleste former for arbejde, også industriarbejdet, organiseres mere efter såkaldt fleksibel specialisering. Se også postmodernisme (det postmoderne samfund).

Begrebet postindustrielt samfund er blevet kritiseret for, at det ikke er lige så signifikant periodedefinerende som industrialisme, da det industrielle samfunds dynamikker ikke er ophørt. De nye træk ved samfundsformen skal hellere betragtes som en videreudvikling af og ikke et radikalt brud med industrisamfundet.