Faktaboks

Anthony Giddens
Født
8. januar 1938

Forsiden af Lars Bo Kaspersens bog om Anthony Giddens tanker og forfatterskab, "Anthony Giddens - Introduktion til en samfundsteoretiker" (2001).

.

Anthony Giddens er en britisk professor i sociologi. Han anses for at være en af de mest betydningsfulde sociologer i sidste halvdel af 1900-tallet og omkring årtusindskiftet.

Anthony Giddens har både beskæftiget sig med udviklingen af samfundsteori samt sociologiske analyser af mange forskellige aspekter af det moderne samfund i over 35 bøger og et væld af artikler.

Anthony Giddens' strukturationsteori

På det samfundsteoretiske plan har Anthony Giddens udviklet den såkaldte strukturationsteori i et forsøg på at overskride nogle af samfundsteoriens klassiske modsætninger mellem individ-samfund og mellem mikro- og makrosociologi.

Strukturationsteorien, bl.a. beskrevet i Anthony Giddens' The Constitution of Society (1984), sammentænker forholdet mellem det handlende individ og de samfundsmæssige institutioner og strukturer. Teorien påpeger, at samfundsstrukturer både skal ses som midlet til og resultatet af individers handlinger.

Udvalgte værker

I 1990'erne foretog Anthony Giddens en samtidsdiagnose, der både analyserer det særegne ved det moderne samfunds institutioner og de specifikke kendetegn ved det moderne menneske, fx identitet og indbyrdes relationer. Blandt hans værker fra denne periode kan nævnes The Consequences of Modernity (1990, da. Modernitetens konsekvenser, 1994), Modernity and Self-Identity (1991, da. Modernitet og selvidentitet, 2004) og The Transformation of Intimacy (1992, da. Intimitetens forandring, 1994).

Globaliseringsteori

I forlængelse af disse analyser har Anthony Giddens også beskæftiget sig med globaliseringsteori i bl.a. Runaway World – How Globalisation is Reshaping our Lives (1999, da. En løbsk verden – Hvordan globaliseringen forandrer vores tilværelse, 2000) og Europe in the Global Age (2007, da. Europa i globaliseringens tidsalder, 2007).

Politisk litteratur

Ligeledes var Anthony Giddens i 1990'erne politisk engageret i England og deltog i en af partiet Labours "tænketanke". I forlængelse af dette har han bl.a. skrevet The Third Way – The Renewal of Social Democracy (1998, da. Den tredje vej – socialdemokratismens fornyelse, 1999).

Sekundærlitteratur

En dansk introduktion til Anthony Giddens' teorier og værker findes i Lars Bo Kaspersens (f. 1961) Anthony Giddens – Introduktion til en samfundsteoretiker (2001).

Anthony Giddens blev adlet i 2004 som baron Giddens of Southgate og sidder i House of Lords for Labour. Han er i dag professor emeritus ved London School of Economics and Political Science, hvor han var direktør 1997-2003.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig