Deltagerobservation, kulturvidenskabelig undersøgelsesmetode, hvor forskeren på én gang deltager i og observerer de samfundsforhold eller det sociale liv, der undersøges. Formålet er at forstå den undersøgte gruppe ud fra dens eget perspektiv. Data indsamles dels gennem deltagelse i fælles aktiviteter, dels gennem observation, idet forskeren registrerer, hvad andre foretager sig, uden at gribe ind og uden at manipulere.

Deltagerobservation er den hyppigst benyttede metode i det etnografiske feltarbejde, og udviklingen heraf henføres til den polsk-britiske etnograf Bronislaw Malinowskis arbejde fra 1920'erne, især værket Argonauts of the Western Pacific (1922). Han opfattede deltagerobservation som et nødvendigt led i den objektive videnskab om andre kulturer, idet den langvarige deltagelse og den derigennem tiltagende ubemærkethed i lokalsamfundet sås som et middel til at minimere forskernes indflydelse på situationen.

I nutidig antropologisk sprogbrug indebærer deltagelsen ikke kun en mulighed for observation på tættest muligt hold, men anses for en nødvendig del af den sekundære enkulturation, som feltarbejdet indebærer. Metoden betyder, at forskeren lever med i en anden kultur eller kulturel gruppe og gennem denne medleven tilegner sig denne kulturs begreber, normer og værdier samt hele den tavse kulturelle viden, der er indlejret i handlinger.

Inden for den sociologiske tradition knyttes den tidligste metodeudvikling til et studium af slægtskabs- og lokalsamfundstyper i Europa i midten af 1800-t. Siden kom statistiske metoder til at dominere sociologien, og deltagerobservation blev kun anvendt sporadisk, fx af Chicagoskolen, der undersøgte amerikansk byliv (1910-40). I 1970'erne fik metoden en renæssance, bl.a. inspireret af Birminghamskolen, og blev især brugt i undersøgelser af ungdomskulturer, sociale bevægelser, hverdagsliv, lokalsamfund m.m.

Deltagerobservation kan være åben eller skjult. I en åben deltagerobservation er alle i den observerede gruppe klar over, hvem forskeren er, og hvad forskningen går ud på. I en skjult deltagerobservation indgår forskeren i observationsgruppens aktiviteter, men hemmeligholder sit egentlige virke. En del forskere har lagt vægt på, at de gennem deltagerobservation kunne blive talerør for grupper, der ellers ikke bliver hørt, hvilket også markerer den glidende overgang, der er mellem deltagerobservation og aktionsforskning, hvor forskeren påtager sig en advokatrolle. Den tyske forfatter Günter Wallraffs beskrivelser i Ganz unten (1985, da På bunden, 1986) af arbejdsvilkår for gæstearbejdere i Tyskland er et metodeeksempel, der er blevet kendt af en større offentlighed.

I deltagerobservation er dialog nødvendig for forståelsen, og en gensidig påvirkning er uundgåelig. Det stiller krav til forskeren, som både må kunne lægge distance til en situation og indleve sig i den. Forskeren skal på én gang være kritisk over for egne handlinger og fortolkninger og yderst opmærksom over for andre. Gennem deltagerobservation stræber forskeren efter at beskrive en erfaret virkelighed så troværdigt som muligt. Forskeren kan redegøre for sin egen og andres adfærd i de situationer, resultaterne bygger på, således at troværdigheden kan afprøves gennem den såkaldte intersubjektivitet, dvs. gennem diskussion med andre forskere og gennem dialog med deltagerne i det sociale liv, der er blevet undersøgt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig