Etnometodologi er betegnelsen på en angrebsmåde indenfor sociologien, der studerer, hvordan folk i deres samspil i hverdagslivet skaber en vis orden. Etnometodologien blev grundlagt af den amerikanske sociolog Harold Garfinkel og er beskrevet i hans bog Studies in Ethnomethodology fra 1967.
Ordret betyder etnometodologi ”læren om etnometoder”, dvs. metoder, som folk bruger.
Etnometodologien antager, at socialt ordnet samspil i dagligdagen i høj grad bygger på, at folk i deres ansigt-til-ansigt omgang med andre har kompetencer til umiddelbart ud fra sund fornuft at aflæse og selv skabe situationer og handlinger med mening for deltagerne. Dette er basis for social orden, hvis en social orden i det hele taget findes.
Etnometodologi vil undersøge, hvad disse kompetencer består i.
Denne grundidé var på mange måder et brud med fremherskende tænkemåder i slutningen af 1960'erne. Mange samfundstænkere har lagt vægt på institutioner og strukturer såsom stat og lovgivning, familie, religion, overleverede normer, fælles traditioner, klasse- og magthierarkier, voldsmonopol eller lignende.
Etnometodologiens fremgangsmåde er i stedet at afdække de konkrete metoder, folk i deres praksis anvender i dagligdagens sociale mikroliv og analysere, hvordan de virker. Det sociale mikroliv hviler i vid udstrækning på tavs indforståethed omkring selvfølgeligheder. Hvordan opnår folk viden om sådanne selvfølgeligheder? Hvordan kan man fx aflæse og opnå fælles forståelse af situationer, og hvad der er passende og hensigtsmæssige måder at handle på? Hvilke aspekter af situationen er de centrale for de involverede, og hvad er deltagernes formål og forventninger?
En kontroversiel metode, Garfinkel anvendte i sine studier for at samle data og dokumentation, var at lade forsøgspersoner optræde, som om de ikke kendte til og ikke kunne afkode de dagligdags selvfølgeligheder. De skulle lade, som om de ikke kunne forstå det fælles videnslager ved på forskellige måder at bryde med gængse omgangsformer.
Et eksempel kunne være, at de skulle bruge en meget formel og høflig tiltaleform, hvor det ikke passede til situationen. Eller de kunne insistere på at få forklaret og begrundet handlemåder, selvom begrundelser efter almindelig sund fornuft skulle være selvindlysende for alle. Det skabte ofte usikkerhed og frustration og kunne ende med at få samspillet til at bryde sammen.
Dette demonstrerer skrøbeligheden i den sociale orden og dennes afhængighed af interaktive sociale kompetencer.
Gennem sådanne studier var etnometodologien med til at ændre synet på betydningen af det mikrosociale samspil. Fra at normer, institutioner, formelle regler og roller blev betragtet som på forhånd givne strukturer, skærpede dette opmærksomheden for, at det altid er fænomener, der – i hvert fald til en vis grad – bliver formet ad hoc i samspillet i dagliglivets konkrete situationer.
En særlig gren indenfor etnometodologien, der blev udviklet af Harvey Sacks (1935-1975) og Emanuel Schegloff (1937-), var konversationsanalyse. Her studerer man minutiøst, hvordan den sproglige kommunikation organiserer og skaber orden i det sociale samspil, som det udfolder sig i naturlige situationer. Det kan være i arbejdssituationer, lægekonsultationer, undervisningsforløb, journalistiske interviews osv. For så vidt muligt at undgå at påvirke deltagerne benytter forskerne som regel video- og lydoptagelser til efterfølgende analyse.
Disse registreringer og analyser af samtalers organisering har frembragt en mængde interessante og praktisk relevante resultater om en række forhold: hvordan taleture fordeles, samarbejdsformer i samtale, gensidighed, dominansrelationer, brud, misforståelser, søgen efter afklaring og genopretning, verbal og non-verbal kommunikation, betydning af kontekst og institutionelle rammer mv.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.