Symbolsk interaktionisme er en sociologisk retning, der særligt understreger vigtigheden af at studere den subjektive mening, mennesker giver deres egne og andres handlinger i det sociale samspil. Betegnelsen blev først introduceret i en artikel fra 1937 af den amerikanske sociolog Herbert Blumer.

Symbolsk interaktionisme tager som udgangspunkt, at alt socialt liv indebærer interaktion, dvs. handlinger, mennesker retter mod hinanden, og at handlinger har mening, som skabes, udtrykkes og tolkes gennem symboler i samspillet. Dermed fører symbolsk interaktionisme til en sociologisk angrebsmåde, der lægger vægt på at studere det mikrosociale liv i dagliglivets naturlige situationer ved hjælp af etnografiske kvalitative metoder såsom deltagerobservation fremfor ved fx statistiske metoder eller laboratorieeksperimenter.

Inspirationskilder og grundprincipper

Herbert Blumer kom efter nogle år ved Missouri i 1920’erne til universitetet i Chicago. Her var der fremvokset en ny sociologisk retning, hvis hovedrepræsentant var George Herbert Mead, som Blumer blev optaget af og byggede videre på. Mead var påvirket af den amerikanske filosofiske pragmatisme, hvis grundlægger var C.S. Peirce i 1870’erne, efterfulgt af bl.a. William James og John Dewey. En grundtanke i pragmatismen var, at symbolers mening skal forstås ud fra deres funktioner i det praktiske liv.

Grundprincipper

Interaktion er gensidige påvirkninger i handlingsforløb, men ikke al interaktion forudsætter nødvendigvis brug af symboler. Fra pragmatismen overtog Mead og Blumer en skelnen mellem tegn og symboler. En refleksbevægelse, fx en grimasse, kan være tegn på smerte eller frygt og kan dermed påvirke en andens handlinger, men det er ikke et symbol. Symboler er defineret ved, at de er dannet for at udtrykke en subjektiv mening, som fx ved en håndbevægelse, der gør det ud for en hilsen – eller ved et sprogligt udtryk. Ved symbolsk interaktion skabes og tolkes mening kontinuerligt og gensidigt i processen.

Symboler er dermed ikke blot et neutralt medium for formidling af på forhånd eksisterende viden, forestillinger, værdier og følelser. Samspillet indebærer hele tiden skabelse af mening, tolkninger, refleksion og tilpasning til andres tolkninger af situationer. Mening er således ikke et individuelt rent subjektivt fænomen, men noget der skabes socialt. Symbolsk interaktionisme tager dermed afstand fra teorier om, at mennesker er styret af på forhånd givne kræfter og strukturer, fx biologiske drifter eller overordnede strukturer af roller og normer, uden for og uafhængigt af interaktionsprocesserne.

At symbolsk interaktion indebærer gensidig meningstolkning, betyder ikke nødvendigvis konsensus, samarbejde og ligeværdighed. Konflikt, magt, fordrejede tolkninger mv. analyseres også i symbolsk interaktionisme.

Ud fra disse grundprincipper udfoldede teorien begreber, antagelser og metoder til studier af dynamikker bag dannelse af jeg-bevidsthed, personligheder, fællesskaber, kollektive følelser, bevidsthed forventninger og individuel og kollektiv identitet.

Udbredelse og anvendelsesområder

Symbolsk interaktionisme vandt først for alvor udbredelse i løbet af 1960’erne. Det skete blandt andet som reaktion mod dengang dominerende paradigmer. Blumer kritiserede den statistisk anlagte ”variabelsociologi”, som han polemisk kaldte den udbredte metode, der fokuserede på statistiske sammenhænge mellem enkelte variable, og ligeledes den funktionalistiske sociologiske retning, der betonede overindividuelle strukturelle rammer. Begge former underbetonede menneskers aktivt skabende rolle i det sociale mikrounivers, mente Blumer og hans tilhængere.

Symbolsk interaktionisme er siden blevet anvendt over et bredt spektrum af felter, fra arbejdsliv og organisationer til uddannelse, livet i institutioner som hospitaler og fængsler, afvigende adfærd, helbred og psykiske lidelser mv. Retningen er videreført og udviklet af senere teoretikere og strømninger. Det gælder Erving Goffman, der brugte det i sine studier af interaktionsritualer og dramaturgien i ansigt-til-ansigt-interaktion, hvor han brugte teater som metafor. En anden videreudvikling var Harold Garfinkels etnometodologi, hvor man søger at afdække og analysere, hvorledes mennesker bruger deres fælles dagligdags viden og udtryk til at håndtere interaktionen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig