| Læs også |
|---|
| • romertal • latin • middelalderlatin Det er de mest læste artikler i emnet Latin |
| Til forsiden |
Latin. Christian 4. blev fra 6-års-alderen undervist i mundtlig og skriftlig latin. Hans lærer, Hans Mikkelsen, forlangte, at prins Christian flere gange om ugen afleverede latinske stile i form af essays og breve; de blev skrevet med sirlig hånd i en stilebog. Om brevene også har været afsendt, vides ikke. I dette brev fra 27. april 1592 skriver den 15-årige Christian til rigskansler Niels Kaas og minder om, at man har lovet ham et besøg hos Tycho Brahe på Ven (Hven).
latin, italisk sprog, der ligesom faliskisk, oskisk og umbrisk tilhører den indoeuropæiske sprogæt. Latin har en ubrudt historie fra ca. 500 f.Kr. til i dag og har siden romersk kejsertid været bærer af en vesteuropæisk fælleskultur.
Lingua latina 'den latinske tunge' er opkaldt efter latinerne, en gruppe stammer i landskabet Latium i Mellemitalien med et sprogligt, politisk og kultisk fællesskab. Befolkningen i byen Rom udvidede 500-200 f.Kr. sit område til hele Latium og siden til hele Italien. Latin blev herefter ensbetydende med romernes sprog, og med Romerrigets ekspansion blev det i århundrederne efter Kristi fødsel hovedsproget i hele Vesteuropa og Nordafrika.
Hvor andre sprog følger en kontinuerlig udvikling, bl.a. som følge af ændringer i det talte sprog, er dette ikke i samme grad tilfældet for latin. Dette skyldes ikke mindst latins funktion som kommunikationssprog også efter de romanske sprogs opståen og ud over Romerrigets grænser.
De gængse inddelinger af sprogets historie i førklassisk latin, guldalderlatin (1. årh. f.Kr.) og sølvalder- eller kejsertidslatin er anskuet fra et litteraturhistorisk synspunkt, mens den her anvendte er udtryk for en bredere kulturhistorisk betragtningsmåde.
Vort kendskab til latinen i oldtiden stammer dels fra en righoldig litteratur, som er bevaret gennem middelalderlige håndskrifter, dels fra tusindvis af indskrifter. De fleste bevarede latinske tekster er skrevet i en sprogform præget af græsk litterær tradition.
Allerede de ældste indskrifter på Forum Romanum fra ca. 500 f.Kr. viser morfologiske træk, som klart adskiller latin fra de italiske nabosprog. Indtil ca. 250 f.Kr. gennemgik latin store fonetiske, morfologiske og syntaktiske forandringer, men herefter ændrede sprogets struktur sig ikke væsentligt. Derimod skete der en stadig udvidelse og nuancering af ordforrådet i takt med, at det romerske samfund indgik i den internationale hellenistiske fælleskultur, og der foregik samtidig en fonetisk udvikling, som ikke kom til udtryk i skriftsprogets ortografi. Gennem hele oldtiden fandtes der andre sproglige lag end litteratursproget; sermo cotidianus 'hverdagssproget' eller sermo vulgaris 'almindelig latin', ofte oversat 'vulgærlatin', giver et glimt af den brede befolknings sprog og kendes fra Plautus og Petronius, fra Ciceros breve og fra sproget i indskrifter.
Perioden 500-250 f.Kr. udgør et arkaisk sprogtrin og kan benævnes førklassisk latin. Det er betegnende, at romerske historikere omkring Kristi fødsel havde vanskeligheder med at forstå tekster på førklassisk latin, fx arvalbrødrenes sang.
Betegnelsen klassisk latin bruges i tre forskellige betydninger: 1) sproget mellem 250 f.Kr. og 250 e.Kr.; 2) litteratursproget ca. 100 f.Kr.-100 e.Kr. og 3) al senere skreven eller talt latin, der har det klassiske litteratursprog som forbillede og følger dets normer.
Senlatinske tekster viser i grammatik og gloseforråd træk, som peger frem mod de romanske sprog. Nogle senlatinske tekster udviser en stadig hyppigere brug af præpositioner i takt med reduktion af kasusendelser. Nye ord fortrængte de klassiske, fx caballus for equus 'hest', jf. ital. cavallo og fr. cheval, mens diminutivformer mistede den formindskende betydning og erstattede ordenes grundform, fx adj. vetulus 'gammel' for vetus, jf. ital. vecchio, sp. viejo og fr. vieux. I løbet af 300- og 400-t. anes konturerne af de romanske sprog. Til senlatin hører også bibeloversættelserne, herunder Vulgata, der med deres græsk- og hebraiskpåvirkede syntaks øvede stor indflydelse på det gejstlige sprog. I denne overgangstid var det klassiske latinske skriftsprog fortsat enerådende i uddannelse, litteratur, administration og kommunikation i kirken og i de nye riger i Vesteuropa og Nordafrika.
Det tale- og skriftsprog, som den romersk-katolske kirke overtog fra det senantikke uddannelsessystem og bragte med sig til de fjerneste egne af Vesteuropa, fx Irland og Skandinavien, afviger især fra oldtidens latin ved et nyt ordforråd, der er udsprunget af mødet med gallisk og germansk kultur og af den kristne omverdensforståelse. Ved Karl den Stores hof i Aachen førte man en helt bevidst sprogrensende politik, og under den såkaldte karolingiske renæssance indførtes ca. 800 en grammatisk og ortografisk norm, som fik vidtrækkende konsekvenser. Middelalderlatin findes i forskellige stillejer fra viser til kirkepoesi og fra jævnt konversationssprog til ciseleret juridisk sprog. Syntaktiske forskelle fra klassisk latin skyldes især påvirkning fra brugernes modersmål, fx ledsætninger indledt med quod og quia i stedet for akkusativ med infinitiv. I skolastikernes specialiserede fagsprog skabtes nye ord og begreber til videnskabelig brug.
Nylatin har sit udgangspunkt i renæssancefilologers søgen bag om "munkelatinen" til det "rene" latin, dvs. den sprognorm, som de fandt hos de klassiske romerske forfattere. Som fælleseuropæisk kommunikationsmiddel var der endnu intet alternativ til latin, der fortsat var teologiens, humanismens, juraens og naturvidenskabens hovedsprog. Eksempelvis skrev Holberg sin samfundssatiriske roman om Niels Kliims underjordiske Rejse (1741) på latin for at nå en international læserkreds.
Nylatinens rolle som det vesteuropæiske lærde sprog fortsatte ind i 1800-t., selvom der bl.a. fra Ludvig 14.s side blev gjort et aktivt forsøg på at erstatte latin med fransk. Ved Københavns Universitet blev forelæsninger og eksaminer afholdt på latin indtil ca. 1840. Latin bruges endnu i 1990'erne i tekstkritiske udgaver af antikke forfattere og ved visse lejligheder i videnskabeligt sprog, fx ved navngivning af dyr og planter, og af den katolske kirke. Skønt sproget ikke mere har nogen betydning som egentligt kommunikationsmiddel, har det stadig en fælleseuropæisk kulturbærende funktion.
Læs videre i artiklerne latin - sprogbeskrivelse og latin som kulturbærer.
Bøger fra g.dk fundet ved søgning på latin
Find bogen på g.dkLæs mere
Af Allan A. Lund. Ordbogen indgår i serien Gyldendals Røde Ordbøger.Læs mere
Jeg er ikke én, der lyver engang imellem. Jeg lyver hele tiden. Hvorfor lyver jeg? Fordi jeg synes, det er sjovt? Overhovedet ikke!Det er pisse besværligt. Hvorfor lyver jeg så? ... Læs mere
Latin. Kort 1-4 viser latins udbredelse som administrationssprog i Romerriget fra republikkens grundlæggelse til kejser Trajans død. Kort 3 og 4 viser tidspunkter, hvor sproget i mange egne blev det eneste eller det fremherskende talesprog. Uden for Italien bredte latin sig med varierende hastighed inden for de forskellige sociale lag og blev nogle steder kun talt af den romaniserede overklasse. I kejsertiden blev latin stort set eneherskende på Den Iberiske Halvø og i Gallien. Rhinen og Donau dannede sproggrænse og politisk grænse til de germanske stammer, mens græsk var det fremherskende samkvemssprog i de østlige provinser. Også i Syditalien og på Sicilien vedblev græsk at have betydning helt op i middelalderen. I det nordlige Balkan stod latin så stærkt, at der stadig tales et romansk sprog i Rumænien. I Nordafrika forsvandt latin som kommunikationssprog med den arabiske erobring i 600-t. Kort 5 og 6 viser omtrentligt de europæiske områder, hvor latin var kirkens, diplomatiets og det internationale samkvems sprog, her belyst ved periodernes vigtigste kulturelle centre: omkring 1200 først og fremmest kirkelige institutioner og omkring 1700 nationalstaternes universiteter. I den seneste periode havde latin samme funktion i de europæiske kolonier i Amerika.
Latin. Christian 4. blev fra 6-års-alderen undervist i mundtlig og skriftlig latin. Hans lærer, Hans Mikkelsen, forlangte, at prins Christian flere gange om ugen afleverede latinske stile i form af essays og breve; de blev skrevet med sirlig hånd i en stilebog. Om brevene også har været afsendt, vides ikke. I dette brev fra 27. april 1592 skriver den 15-årige Christian til rigskansler Niels Kaas og minder om, at man har lovet ham et besøg hos Tycho Brahe på Ven (Hven).
© Alison Rutherford/Vindolanda Trust
Latin. Claudia Severa sender en hilsen til sin veninde Lepidina. Den 11. september, søster, har jeg fornøjelsen at bede dig, om du vil komme til os på min fødselsdag. Hvis du kommer, vil du gøre dagen mere glædelig for mig ved din tilstedeværelse. Hils din mand Cerialis. Min egen Aelius sender hilsener til dig og drengene. Jeg vil vente dig, søster. Hav det godt, søster, min kæreste sjæl, som jeg forhåbentlig også må have det - og farvel.
Latin. Kort 1-4 viser latins udbredelse som administrationssprog i Romerriget fra republikkens grundlæggelse til kejser Trajans død. Kort 3 og 4 viser tidspunkter, hvor sproget i mange egne blev det eneste eller det fremherskende talesprog. Uden for Italien bredte latin sig med varierende hastighed inden for de forskellige sociale lag og blev nogle steder kun talt af den romaniserede overklasse. I kejsertiden blev latin stort set eneherskende på Den Iberiske Halvø og i Gallien. Rhinen og Donau dannede sproggrænse og politisk grænse til de germanske stammer, mens græsk var det fremherskende samkvemssprog i de østlige provinser. Også i Syditalien og på Sicilien vedblev græsk at have betydning helt op i middelalderen. I det nordlige Balkan stod latin så stærkt, at der stadig tales et romansk sprog i Rumænien. I Nordafrika forsvandt latin som kommunikationssprog med den arabiske erobring i 600-t. Kort 5 og 6 viser omtrentligt de europæiske områder, hvor latin var kirkens, diplomatiets og det internationale samkvems sprog, her belyst ved periodernes vigtigste kulturelle centre: omkring 1200 først og fremmest kirkelige institutioner og omkring 1700 nationalstaternes universiteter. I den seneste periode havde latin samme funktion i de europæiske kolonier i Amerika.
Viser 5 af 5 billeder
| Fil | Tilføjet af | |
|---|---|---|
| [+] 25655611.601.svg (957.83 kB) Latin. Kort 1-4 viser latins udbredelse som administrationssprog i Romerriget fra republikkens grundlæggelse til kejser Trajans død. Kort 3 og 4 viser tidspunkter, hvor sproget i mange egne blev det eneste eller det fremherskende talesprog. Uden for Italien bredte latin sig med varierende hastighed inden for de forskellige sociale lag og blev nogle steder kun talt af den romaniserede overklasse. I kejsertiden blev latin stort set eneherskende på Den Iberiske Halvø og i Gallien. Rhinen og Donau dannede sproggrænse og politisk grænse til de germanske stammer, mens græsk var det fremherskende samkvemssprog i de østlige provinser. Også i Syditalien og på Sicilien vedblev græsk at have betydning helt op i middelalderen. I det nordlige Balkan stod latin så stærkt, at der stadig tales et romansk sprog i Rumænien. I Nordafrika forsvandt latin som kommunikationssprog med den arabiske erobring i 600-t. Kort 5 og 6 viser omtrentligt de europæiske områder, hvor latin var kirkens, diplomatiets og det internationale samkvems sprog, her belyst ved periodernes vigtigste kulturelle centre: omkring 1200 først og fremmest kirkelige institutioner og omkring 1700 nationalstaternes universiteter. I den seneste periode havde latin samme funktion i de europæiske kolonier i Amerika. | Admin 05/02/2009 | |
| [+] 388245.601.svg (1070.17 kB) Latin. Kort 1-4 viser latins udbredelse som administrationssprog i Romerriget fra republikkens grundlæggelse til kejser Trajans død. Kort 3 og 4 viser tidspunkter, hvor sproget i mange egne blev det eneste eller det fremherskende talesprog. Uden for Italien bredte latin sig med varierende hastighed inden for de forskellige sociale lag og blev nogle steder kun talt af den romaniserede overklasse. I kejsertiden blev latin stort set eneherskende på Den Iberiske Halvø og i Gallien. Rhinen og Donau dannede sproggrænse og politisk grænse til de germanske stammer, mens græsk var det fremherskende samkvemssprog i de østlige provinser. Også i Syditalien og på Sicilien vedblev græsk at have betydning helt op i middelalderen. I det nordlige Balkan stod latin så stærkt, at der stadig tales et romansk sprog i Rumænien. I Nordafrika forsvandt latin som kommunikationssprog med den arabiske erobring i 600-t. Kort 5 og 6 viser omtrentligt de europæiske områder, hvor latin var kirkens, diplomatiets og det internationale samkvems sprog, her belyst ved periodernes vigtigste kulturelle centre: omkring 1200 først og fremmest kirkelige institutioner og omkring 1700 nationalstaternes universiteter. I den seneste periode havde latin samme funktion i de europæiske kolonier i Amerika. | Admin 05/02/2009 | |
| [+] 408367.601.svg (1989 bytes)
| Admin 05/02/2009 |
© Gyldendal 2009-2010 - Powered by MindTouch Deki