Opsparing, den del af indkomsten, som ikke anvendes til forbrug. Opsparing kan ligesom indkomst opgøres brutto, dvs. før fradrag for værdiforringelse af kapitalapparatet, eller netto, dvs. efter fradrag for denne værdiforringelse.

På tilsvarende vis kan opsparing ligesom forbrug opgøres inklusive eller eksklusive anskaffelser af varige forbrugsgoder. Alle opgørelser vedrører et bestemt tidsinterval.

De vigtigste faktorer for bestemmelse af en persons opsparing er (arbejds)indkomst, formue, rente samt forventede fremtidige (arbejds)indkomster og økonomiske behov. Som følge af de to sidstnævnte forhold bliver enkeltpersoners opsparing afhængig af deres alder.

Den samlede opsparing for en gruppe af personer vil derfor afhænge af aldersfordelingen i gruppen, af væksten i antallet af personer i gruppen og af, hvordan denne vækst fordeler sig med hensyn til fx alder og indkomst. Gruppen af personer kan være fx forsikringsbestanden i en pensionsordning eller et lands befolkning.

Rentens højde har dels betydning for forbrugets tidsmæssige placering og dermed for opsparingen, dels for renteindkomstens størrelse, hvis der er formue eller gæld, og herigennem igen for opsparing og forbrug.

Den første virkning er et resultat af, at fremtidigt forbrug relativt bliver billigere i forhold til nutidigt forbrug ved højere rente. Derfor udskydes forbruget, og den aktuelle opsparing forøges. Den anden virkning af rentens højde er en følge af renteindkomst, hvor positiv formue medfører, at højere rente giver højere indkomst og dermed højere forbrug både nu og i fremtiden (og således også lavere opsparing).

Det modsatte er tilfældet ved højere rente af gæld. Rentens højde har derfor samlet ikke en entydig virkning på opsparingen i en gruppe af personer, men virkningen afhænger af udbredelse og fordeling af formue og gæld. Kun personer, som har gæld, vil entydigt reducere deres forbrug (og forøge opsparingen) som følge af en rentestigning.

Kreditbegrænsninger kan også påvirke opsparingen, idet ønsket om køb af en bestemt formuegenstand e.l., som ikke kan realiseres gennem låntagning, kan fremkalde (forøget) opsparing for herved at realisere det ønskede køb (hurtigere).

Den samlede opsparing i et land modsvares enten af en udbygning af det indenlandske kapitalapparat eller en forøgelse af de udenlandske tilgodehavender/reduktion af den udenlandske gæld. Inden for rammerne af den bogholderimæssige identitet har årsagssammenhænge og betydende variable gennem tiderne været genstand for væsentlige diskussioner mellem økonomer.

Neoklassiske økonomer har hævdet, at det er renten, som tilpasser sig, således at opsparing bliver lig med investering (i et lukket samfund, hvor der ikke er fordringer eller gæld i forhold til udlandet). Keynesianske (se John Maynard Keynes) økonomer har derimod hævdet, at det er ændringer i indkomst og beskæftigelse, som skaber denne ligevægt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig