Betalingsformidling, overførsel af beløb fra en køber til en sælger eller fra en debitor til en kreditor med henblik på at afvikle eller reducere et skyldforhold. I Danmark varetages betalingsformidling af pengeinstitutterne efter anvisning fra debitor, ved tilbagevendende betalinger oftest gennem betalingssystemet PBS, samt af Girobank (fra 2001 Danske Bank). Pengeinstitutternes samarbejde har betydet, at der ikke som i flere andre OECD-lande er blevet opbygget en række betalingsformidlingssystemer.