David Ricardo

Allerede i 1799 var David Ricardo blevet optaget af Adam Smiths arbejde om nationernes velstand (Wealth of Nations, 1776), hvis liberalistiske synspunkter Ricardo videreførte. Hans første publicerede arbejde var The High Price of Bullion fra 1809, hvor han diskuterede årsagerne til seddelpengenes faldende værdi over for guld. Ifølge Ricardo ville problemerne løse sig naturligt, hvis guldindløseligheden blev genindført (den havde været suspenderet pga. krigen mod Frankrig).

Essay on The Influence of a Low Price of Corn on the Profits on Stocks (1815) var en forløber for Ricardos hovedværk Principles of Political Economy and Taxation (1817), der er et centralt værk i klassisk økonomisk teori.

Heri viste Ricardo, hvordan den økonomiske fordeling af indkomsterne til jordejere, kapitalister og arbejdere bestemmes i en økonomisk vækstproces, hvor landbruget pga. jordens faldende grænseudbytte vil have stadig større vanskeligheder ved at producere fødevarer til den voksende befolkning.

Væksten ville da kun fortsætte, hvis man kunne afbøde eller udskyde den truende knaphed på fødevarer, især korn. At problemet har været aktuelt, ses af, at brødprisen i England var i konstant stigning fra 1775 til 1825, dvs. gennem hele Ricardos levetid, og den blev yderligere understøttet af politiske indgreb, da man under Napoleonskrigene indførte forbud mod import af fremmed korn, se kornlove. Ophævelsen af dette forbud var derfor et væsentligt økonomisk politisk programpunkt for Ricardo. Dette hang også sammen med hans syn på frihandel.

Ricardo fremførte som den første et klart argument for frihandelens fordele, der den dag i dag indleder de fleste fremstillinger af udenrigshandelens teori, nemlig teorien om komparative fordele. Hans påvisning af de relative omkostningsforskelles betydning som baggrund for de fordele, landene har af at handle med hinanden, repræsenterer en økonomisk-teoretisk opdagelse, der har haft vidtrækkende betydning for økonomisk politik og debat. Se og .

Ricardo er desuden kendt for sin analyse af, hvordan jordrenten må bestemmes som beroende på den bedre jords afkast i forhold til den ringestes. Når derfor kornproduktionen skal øges for at brødføde en stigende befolkning, må man tage stadig ringere jord under plov, således at jordrenten må stige på den jord, der allerede er i brug. Samtidig vil kornprisen stige og dermed presse realværdien af arbejds- og profitindkomster.

Hvis man derfor i stedet kan importere korn, kan man beskæftige en voksende arbejdsstyrke uden reallønsforringelser. Men på længere sigt kan reallønnen alligevel ikke ligge over subsistensniveauet. Ricardo mente, i overensstemmelse med Malthus' befolkningsteori, at en bedre realløn ville forøge fødselsoverskuddet og dermed senere føre til et forøget arbejdsudbud, der igen ville presse lønnen ned.

Det er denne mekanisme, der senere er blevet kaldt den jernhårde lønningslov: Enhver tendens til lønforbedring vil på et tidspunkt blive elimineret af befolkningsloven. Selv havde Ricardo dog et mere nuanceret syn. Han mente ikke, at den sammenhæng, der kunne være mellem realløn og befolkningstilvækst, var udtryk for en jernhård naturmekanik, men at den måtte bero på historiske og institutionelle omstændigheder.

Selvom Ricardos teori måske kan give et billede af de væsentlige træk af Storbritanniens økonomi i begyndelsen af 1800-t., var den ikke i stand til at overskue konsekvenserne af de store teknologiske fremskridt, der kom til at præge det industrielle gennembrud.

På den anden side har den for eftertiden altid stået som et beundringsværdigt eksempel på skarp økonomisk-logisk tænkning, og som sådan har hans Principles haft umådelig betydning for udviklingen af den økonomiske videnskab. Ricardo anses for at være en første økonomiske teoretiker i moderne forstand.

David Ricardos samlede værker og breve er udgivet af Piero Sraffa i David Ricardo, The Works and Correspondence, 1-10 (1951-55).