Faktaboks

Irving Fisher
Født
27. februar 1867
Død
29. april 1947
Irving Fisher

Irving Fisher. Foto fra 1927.

Af .

Irving Fisher var en amerikansk økonom, som er blandt grundlæggerne af den neoklassiske økonomiske teoriretning.

Uddannelse og karriere

Fisher blev uddannet ved Yale University, hvorfra han i 1891 som den første tog en ph.d. i økonomi. Han forblev ved Yale, hvor han var professor i perioden 1898-1935. Fisher var medstifter af Econometric Society i 1930.

Irving Fishers arbejder

Fisher regnes blandt USA's største økonomer, og hans arbejde betragtes som en forløber for moderne økonomisk teori, dels på grund af den matematisk prægede analyseform, dels i kraft af hans valg af emner. Han anses også for at være en af grundlæggerne af moderne økonometri.

Fisher har ydet grundlæggende bidrag til rente- og kapitalteori, pengeteori og til teorien om indekstal. I The Rate of Interest (1907) beskrev han opsparing som resultat af et valg mellem nutidigt og fremtidigt forbrug, en betragtningsmåde, der stadig anvendes i moderne teori. Inden for pengeteori gav han i The Purchasing Power of Money (1911) en af samtidens mest skarpsindige analyser af kvantitetsteorien, der beskriver sammenhængen mellem pengemængden og prisniveauet. Fisher anses også for pioner i udforskningen af, hvordan inflation påvirker rentedannelsen. I The Making of Index Numbers (1922) gav han en matematisk analyse af metoder til konstruktion af pris- og mængdeindeks.

Ved siden af sit videnskabelige virke deltog Fisher ivrigt i samfundsdebatten om blandt andet ædruelighed og miljøbeskyttelse, ligesom han udtalte sig om Folkeforbundet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig