Faktaboks

Nicholas Kaldor
Født
12. maj 1908
Død
30. september 1986

Nicholas Kaldor var en ungarskfødt britisk økonom tilhørende Cambridgeskolen.

Uddannelse og karriere

Kaldor blev uddannet ved London School of Economics, hvortil han efterfølgende blev knyttet som underviser. Fra 1949 var han tilknyttet University of Cambridge, i perioden 1966-1975 som professor. Kaldor havde desuden adskillige rådgivningsopgaver for bl.a. den engelske og den indiske regering.

Arbejde

Kaldors første arbejder var inden for traditionel neoklassisk økonomisk teori. Påvirket af Keynes' teorier udviklede han nye økonomiske konjunktur- og vækstteorier og blev en skarp kritiker af den traditionelle teori i moderne udgaver (monetaristisk og nyklassisk teori).

I Kaldors modeller for økonomisk vækst forklares produktivitetsstigninger inden for modellerne, og ændringer i fordelingen mellem løn og profit sikrer det niveau for den samlede opsparing, der er nødvendigt for at understøtte et givet investeringsomfang. Kaldor bidrog med en lang række indsigter i økonomiske vækstprocesser, herunder for eksempel hans idéer om kumulative kausaliteter, der forårsager gode eller dårlige cirkler i en økonomisk udviklingsproces. Kaldors senere idéer er ikke udformet i formelle (matematiske) modeller, som han i stigende grad forholdt sig skeptisk til.

Som praktisk økonom var Kaldor fortaler for indkomstpolitik og en række ændringer i skattesystemet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig