Filippinerne - økonomi

Filippinerne - økonomi, Filippinernes økonomi har traditionelt været baseret på landbrug, men i midten af 1970'erne iværksatte præsident Ferdinand Marcos en industrialiseringsplan, som i vid udstrækning blev finansieret gennem udenlandsk låntagning. En kraftig forværring af betalingsbalancen og kapitalflugt efter mordet på oppositionslederen Benigno Aquino i 1983 førte til en dramatisk udvikling i gældssituationen, og landet måtte i en kort periode indstille betalingerne til de udenlandske kreditorer.

Finansiel støtte fra Den Internationale Valutafond, IMF, og en gældsomlægningsaftale med kreditorerne blev gjort betinget af en stram økonomisk politik, og i de kommende år befandt det filippinske samfund sig i en dyb krise. Bl.a. steg arbejdsløsheden til over 15%, og omkring halvdelen af arbejdsstyrken var underbeskæftiget.

For at fremme den økonomiske vækst og beskæftigelsen iværksatte Corazon Aquinos regering fra 1986 en række strukturreformer, ligesom den økonomiske politik i almindelighed blev lempet efter aftale med IMF. Handelen blev liberaliseret, de store sukker- og kokosmonopoler blev opløst, og en ny landreform vedtaget. Reformprogrammet blev dog kun en delvis succes, hvilket ikke mindst skyldtes en langsommelig bureaukratisk arbejdsgang og stærk modvilje fra jordejerne.

Næsten halvdelen af befolkningen lever i dyb fattigdom, udbredt korruption og en kostbar guerillabekæmpelse belaster de offentlige budgetter, og en stor gæld er etableret. I 1990'erne forstærkedes indsatser for at privatisere økonomien. Det er lykkes at tiltrække store udenlandske investeringer, og siden 1994 har det igen været tilladt for udenlandske banker at etablere sig i landet.

Landet ramtes i 1998 af den asiatiske krise, men rettede sig langsomt, og væksten i BNP nåede op på 5% i 2005. En sektor med særlig stor vækst og en anslået beskæftigelse på mere end 100.000 (2005) er outsourcet telefonbetjening, idet mange filippinere taler engelsk omtrent som amerikanere. Endvidere arbejder mange udenlands, ikke mindst i søfart, og deres hjemsendte indkomster udgør et vigtigt bidrag til betalingsbalancen.

Filippinerne har bl.a. pga. den lempeligere økonomiske politik alligevel ikke været i stand til at opnå balance i de økonomiske relationer med udlandet, og landet er fortsat afhængig af støtte fra IMF og af løbende gældsomlægningsaftaler med kreditorerne. Filippinernes valuta, peso, var indtil 1970 bundet i et fast forhold til dollar, men har siden flydt frit. Selvom regeringen løbende har forsøgt at stabilisere kursen, er pesoen periodisk faldet i værdi over for dollaren.

Japan, USA og Kina er Filippinernes vigtigste samhandelspartnere, men landet arbejder aktivt for et tættere regionalt samarbejde og har således været medlem af ASEAN siden denne sammenslutnings oprettelse i 1967.

I 2005 var Danmarks eksport til Filippinerne på 472 mio. kr., mens importen udgjorde 707 mio. kr.

Læs mere om Filippinerne.