Indonesien (Økonomi)

Indonesien (Økonomi), Den økonomiske politik har under Suhartos diktatur (1967-98) været kendetegnet ved konsistens og kontinuitet, hvilket ses som en væsentlig årsag til, at Indonesien har været i stand til at øge levestandarden betragteligt og bevæge sig op i klassen af mellemindkomstlande. Kernen i den økonomiske politik er at sikre stabilitet, vækst og lighed, hvilket bl.a. søges opfyldt gennem femårsplaner, som udstikker visioner og rammebetingelser for den økonomiske aktivitet. Udviklingen blev voldsomt afbrudt af den asiatiske krise i 1997, der medførte et fald i BNP på 13%, og de følgende år bød på ret små vækstrater. Den officielle ledighed steg dramatisk og er endnu (2005) oppe på 12%.

Finanspolitikken har traditionelt været indrettet på at sikre balance på de offentlige budgetter, hvilket sammenholdt med en stram pengepolitik har holdt inflationen på et relativt lavt niveau, men forhindret de nødvendige investeringer i uddannelses- og sundhedssektoren. Store subsidier som kompensation for olieprisstigninger i 2005 medførte budgetunderskud, og da subsidierne reduceredes, indledtes en inflation, som nåede 17% i slutningen af året. Indonesiens største økonomiske problem knytter sig til udviklingen i betalingsbalancen, som uanset et stort overskud på handelsbalancen udviser underskud. Det har ført til en dramatisk stigning i udlandsgælden, som i 2005 udgjorde omkring 135 mia. dollar, hvilket svarer til knap 50% af BNP. Betalingsbalanceunderskuddet er i stigende grad blevet finansieret gennem udenlandske direkte investeringer, som regeringen med undtagelse af en periode fra midten af 1970'erne til midten af 1980'erne har tilstræbt at få til landet. Indonesiens politiske stabilitet, lave lønomkostninger og store markedspotentiale virkede længe attraktivt på investorer fra andre asiatiske lande som Japan, Hongkong og Singapore, men også fra USA og Europa. I de senere år er investeringsklimaet, bl.a. pga. et dårligt fungerende bankvæsen, korruption og social uro, blevet anset for ringere.

Indonesiens økonomi er relativt åben, om end udenrigshandelen historisk er søgt reguleret gennem høje toldsatser, mængdebegrænsninger og handelslicenser. Indonesien er medlem af OPEC og var indtil begyndelsen af 1980'erne økonomisk afhængig af olieproduktionen. De stærkt svingende verdensmarkedspriser på olie gav i 1970'erne og 1980'erne anledning til flere store devalueringer af valutaen, rupiah, men også til en nytænkning af den økonomiske politik. Således har regeringen reduceret olieafhængigheden betragteligt gennem en hurtig opbygning af en bredere funderet industri; i 2004 blev landet nettoimportør af olie, men havde stadig en betragtelig gaseksport.

Indonesiens handelsrestriktioner har siden begyndelsen af 1990'erne været under gradvis afvikling, ligesom landet knytter sig stadig tættere til den nære omverden gennem deltagelse i bl.a. ASEAN, Association of South East Asian Nations, og APEC, Asia-Pacific Economic Co-operation. De vigtigste handelspartnere var (2005) Japan, Kina, Singapore og USA.

Danmarks eksport til Indonesien var i 2005 på 524 mio. kr., mens importen derfra udgjorde 1002 mio. kr.

Læs mere om Indonesien.